Djurs Sommerland lukkede
Sommersolen trak så mange gæster til Djurs Sommerland, at der ikke var plads til alle.
Masser af familier måtte skuffede vende bilen rundt og køre hjem.
Det var den kedelige situation ved Djurs Sommerland i dag. Det gode vejr havde nemlig lokket rekord mange ud på Djursland og forlystelsesparkens administrerende direktør beklagede.
- Hvis vi kunne, ville vi have gjort det bedre. Men det kan ikke lade sig gøre, når presset bliver så stort som i dag.
Direktøren vurderer at godt 15.000 har besøgt Djurs Sommerland i dag, og det er rekord. Men en rekord, der betød lange ventetider for gæsterne. Først i bilen, så ved indgangen, forlystelserne, madboderne og toiletterne. Alligevel tog de fleste oplevelsen med godt humør.
- Det følger med, når man vælger at tage af sted på sådan en dag, sagde Bent Harbo fra Sønderjylland.
Djurs Sommerland har i år flere parkeringspladser og gjorde alt for at gæsterne kunne komme hurtigt ind.
Alligevel var det ikke nok, og parken lukkede for yderligere gæster klokken 13.30.
Den massive tilstrømning skabte også trafikkaos på resten af djursland, hvor køerne var kilometerlange.