DJ's sidder tungt på nattetimerne

Tre af verdens største DJ's spiller tre dage i træk på Smukfest. Hollandske Tiësto åbnede ballet onsdag aften

Foto: Ulrik Lyager

Der tegner sig et ganske tydeligt billede, når man lader øjnene glide ned over musikprogrammet på de sene timer på årets Smukfest i Skanderborg.

For med undtagelse af sidste dag, søndag, så bliver Danmarks Smukkeste Festival hver aften rundet af med en DJ-Koncert på Bøgescenerne.

Der er ikke som sådan noget nyt i, at festivalen omfavner DJ-genren, der de seneste år er begyndt at fylde mere og mere i nattens lydbillede på Smukfest.

Læs også Træt af ulækre festivaltoiletter?

Men alligevel ser Smukfests festivalformand, Claus Visbye, en udvikling hos internationale DJ's, som, han mener, er blevet mere accepteret i musikmiljøet.

- Koncerterne passer godt ind i tidsånden. Vi begyndte jo at hyre DJ's, fordi vi kan se, at de generelt fylder meget i musikbilledet, og vi har oplevet, at de her natkoncerter med DJ's kan noget helt særligt, siger festivalformanden.

De tre internationale DJ's, der kommer til Skanderborg, er hollandske Tiësto, hans landsmand Hardwell samt svenske Avicii. Derudover kommer danske Morten Breum - eller bare Morten - og spiller op til dans lørdag aften.

Da Tiësto onsdag spillede under bøgebladene var især en lang række af de yngre festivalgæster dukket op for at feste sammen med den hollandske rave-mager.

Læs også Vikinger byder på luksus-festival

Og selvom Claus Visbye godt kan genkende det billede, så mener han ikke kun, at det er de unge, der sætter pris på de sene natkoncerter.

- Nogle af de DJ's, der skal spille - eksempelvis Avicii - appellerer til et ungt publikum. Men til mange af koncerterne ser vi i lige så høj grad, at det er ældre koncertgængere, siger han.

De tidligere år har de sene fester været en succes på festivalen, fortæller Claus Visbye.

Spørger man landets anmeldelser var årets DJ-debut på Bøgescenerne dog en gedigen skuffelse. Tiësto høster således ikke mere end to stjerner i de anmeldelser, der foreløbigt er tikket ind efter hollænderens fest i bøgeskoven.

- Den 46-årige disc jockey spiller bedaget tomgangs-techno, der er nogenlunde lige så subtil som lyden af en røgalarm og henvender sig direkte til reptilhjernen, lyder ordene fra Ekstra Bladets anmelder, der altså kvitterer med to stjerner.

Fakta om de fire DJ's

Tiësto
(spillede på Bøgescenerne onsdag aften klokken 23.30)
- Hans fødenavn er Tijs Verwest.
- Født 17. januar 1969 i Holland.
- I perioden 2002-2004 var han nummer et på det engelske musikmagasin DJ Magazine's liste over de 100 bedste DJ's i verden.
- Fik et stort gennembrud, da han optrådte under åbningsceremonien til OL i Athen i 2004.
- Udgav i 2014 sit femte studiealbum, "A Town Called Paradise".

Hardwell
(spiller på Bøgescenerne natten til fredag klokken 01.30)
- Hans fødenavn er Robbert van de Corput.
- Født 7. januar 1988 i Holland.
- Blev både i 2013 og 2014 tildelt førstepladsen på DJ Magazine's liste over de 100 bedste DJ's i verden.
- Udgav i januar i år sit debutalbum, "United We Are", hvor blandt andet Jason Derulo, Tiësto, Fatman Scoop, Headhunters og Mr. Probz optræder.
- Vandt tidligere på året fem International Dance Music Awards og har nu i alt 11 af slagsen.

Avicii
(spiller på Bøgescenerne natten til lørdag klokken 01.30)
- Hans fødenavn er Tim Bergling.
- Født 8. september 1989 i Sverige.
- Hans tre største hits - "Wake Me Up", "Levels" og "Hey Brother" - har fået mere end 900 millioner afspilninger på YouTube.
- Har et album på vej, hvor han blandt andet har selskab af kunstnere som Robbie Williams, Chris Martin fra Coldplay, Billie Joe Armstrong fra Green Day, Jon Bon Jovi, Serj Tankian fra System of a Down og Wyclef Jean.

Morten
(spiller på Bøgescenerne natten til søndag klokken 01.30)
- Hans fødenavn er Morten Breum.
- Født 26. maj 1982 i Aarhus.
- Blev for alvor kendt i 2008, da han lavede nummeret "Højere vildere (skru op for den bitch)" i samarbejde med Rune RK og Nik & Jay.
- Bor i øjeblikket i Los Angeles i USA.
- Var tidligere kendt under fødenavnet Morten Breum, men har siden 2013 brugt kunstnernavnet Morten.