Dissing, Dickow og Helmig til kongelig fødselsdag
Når Århus fejrer Dronning Margrethes 70-års fødselsdag, bliver det med Povl Dissing, Thomas Helmig og Tina Dickow på scenen.
Den 5. juni lægger NRGi Park rammer til Århus Kommunes fejring af Dronning Margrethes 70-års fødselsdag, og arrangementet byder på en vaskeægte verdenspremiere.
Den musikalske kulmination på showet bliver nemlig en duet med Thomas Helmig og Povl Dissing, der fortolker et Beatle-nummer. Det er første gang nogensinde, de to fremtrædende musikere optræder sammen.
- Jeg glæder mig til personligt at ønske Hendes Majestæt Dronning Margrethe tillykke med de 70 år. Det er vigtigt at vi - også fra vores del af landet - får sagt ordentligt tillykke til vores dronning. Hun har en stor tilknytning til Århus, så det er på sin plads, at vi fejrer hende med et brag af en fest, siger Thomas Helmig.
Sammen med Tina Dickow bliver Thomas Helmig de bærende kunstnere ved det stort anlagte show, der også byder på DGI's Verdenshold og i alt næsten 2000 kunstnere, musikere, idrætsfolk, gymnaster og musikskoleelever.
Konferencier er skuespiller Niels Olsen.