Disse østjyske skoler topper i ny national undersøgelse

Vorrevangskolen i Aarhus og Hadsten Skole er blandt de bedste i ny rapport om skolers løfteevne. I den anden ende ligger Nørrevangsskolen fra Randers

I en ny undersøgelse, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har lavet for TV2 Regionerne, kan du se, hvilke skoler i Østjylland, der er bedst eller dårligst til at kompensere for børns baggrund.

Dit barns karakter i niende klasse afhænger nemlig af din indkomst, om I er blevet skilt eller er gift, hvor mange gange I har flyttet rundt i landet, hvilken etnicitet og hvilke venner dit barn har. 

Når du skal vælge skole til dit barn, kan det derfor godt betale sig ikke kun at kigge på, hvilket karaktergennemsnit skolens elever har. Men derimod se på skolens evne til at kompensere for elevers socio-økonomiske baggrund.

Læs også TJEK KORTET: Så god er din skole i ny national undersøgelse

Og VIVES analyse viser klart, at nogle skoler er betydeligt bedre end andre til at udligne den bagage, ethvert barn ankommer med.

Det gør mig stolt, og så snart jeg fik resultatet at vide, løb jeg ind på lærerværelset og fortalte det.

Lise Thorn, skoleleder, Vorrevangskolen

Højdespringerne er blandt andet Vorrevangskolen i Aarhus, hvor en helt gennemsnitlig elev vil forventes at få 7,5 i gennemsnittet til afgangsprøverne i 9. klasse. På landsplan er Vorrevangsskolen kun overgået af Højslev Skole i Skive Kommune, hvor snittet ligger på 7,6, og syv andre skoler med samme gennemsnit. 

Omvendt vil en elev på Nørrevangsskolen i Randers få 6,2 i snit – altså væsentligt lavere, selvom eleven er helt den samme, viser undersøgelsen fra VIVE.

På Vorrevangskolen er der glæde over den nye østjyske topplacering.

- Det gør mig stolt, og så snart jeg fik resultatet at vide, løb jeg ind på lærerværelset og fortalte det, siger Lise Thorn, der har været skoleleder på Vorrevangskolen i 16 år.

Skolen har 545 elever og godt 30 procent af dem er tosprogede.

- Vi har mange dygtige elever, men jeg har også nogle dedikerede lærere og dygtige vejledere, som støtter deres kolleger i at få det bedste ud af undervisningen, vurderer skolelederen.

Kirsten Jæger Nielsen er afdelingsleder på Hadsten Skole.

Samme svar kommer der fra Hadsten Skole, der også ligger i toppen.

- Vi satser kun på linjeuddannede lærere i de ældste klasser, så vi ved, at vores lærere formår at undervise optimalt i de fag, som de har, forklarer Kirsten Jæger Nielsen, afdelingsleder på Hadsten Skole.

Læs også Se hvorfor Hadsten Skole er en af de østjyske topskoler

Forsker: Sats på lærerne

De svar stemmer overens med forskningen, forklarer folkeskoleforsker Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College.

Man kan ikke købe sig til dygtigere elever, men man kan godt investere rigtigt.

Andreas Rasch-Christensen, folkeskoleforsker

- Man kan ikke købe sig til dygtigere elever, men man kan godt investere rigtigt, siger han og kommer med en opfordring til landets politikere:

- De mest betydningsfulde faktorer for, om eleverne klarer sig godt, det er altså lærerne. Så man kan starte med at investere i dem, deres kompetenceudvikling og rammerne til at udøve deres kompetencer.

Stadig stor negativ social arv i folkeskolen

Den nye nationale undersøgelse viser også, at der er stor forskel, hvad man kan forvente af forskellige elevtypers karaktersnit.

Andreas Rasch-Christensen er folkeskoleforsker.

Eksempelvis vil topeleven Julie givetvis få 10,9 i snit, mens Mathias med en svær opvækst vil få 5,8 i snit på Vorrevangskolen.

- Hvis man kommer fra en udsat familie, så kan man gøre rigtig meget inden for skolens mure, men det vil stadig være sådan, at hvis hjemmene ikke kan understøtte børnenes skolegang, så har det også en konsekvens for de faglige resultater, siger Andreas Rasch-Christensen og fortsætter:

- Der er nogle andre lande, som vi normalt sammenligner os med, som er bedre til at bryde den negative sociale arv, end vi er i Danmark. 

01:28

Forstå på 90 sekunder, hvordan det kan være, at der så store forskelle på karakterne i 9. klasse.

Luk video

Hos Skole og Forældre mener formand Mette With Hagensen, at skolen aldrig kan udligne alle forskelle.

- Men det skal heller ikke være et lotteri at vælge folkeskole, så der skal være nogenlunde de samme muligheder på alle folkeskoler, siger hun.

Vil styrke forældresamarbejdet

I Randers er skoleleder Martin Hyldgaard Larsen ærgerlig over, at Nørrevangsskolen har fået en østjysk bundplacering i den nye undersøgelse.

- Vi er helt med på, at vi hele tiden skal forbedre os fagligt. Det er ikke godt at ligge i den ende, som vi gør i den her undersøgelse, siger han.

Den helt gennemsnitlige elev vil forventeligt få 6,2 i snit, og det er det laveste karaktersnit for en folkeskole i Østjylland. På landsplan er det Svebølle Skole i Kalundborg, der ligger lavest med et snit på 6,0. 

Dog mener skolelederen fra Nørrevangsskolen, at selvom undersøgelsen er vægtet for elevernes sociale baggrund og livsvilkår, så er der stadig lokale forklaringer, som den ikke tager med i analysen.

- Vi arbejder hver dag på at forbedre elevernes muligheder, og vi lykkedes langt hen ad vejen, siger Martin Hyldgaard Larsen og fortsætter:

Vi arbejder hver dag på at forbedre elevernes muligheder, og vi lykkedes langt hen ad vejen. 

Martin Hyldgaard Larsen, skoleleder, Nørrevangsskolen

- Men der er en verden til forskel på økonomi, elevsammensætning og på omgivelsernes evner og forudsætninger for at bakke op om skolen, som er en vigtig forudsætning for hvordan eleverne klare sig.

Da TV2 ØSTJYLLAND fanger ham på mobilen, er han på besøg i byen Hamar i Norge, hvor Hamar Storskole styrket samarbejdet mellem skole og forældre, så læringsudbyttet hos den enkelte elev forøges.

De erfaringer vil de tage med sig hjem til Randers.

- Skolehjemsamarbejdet har været i fokus i lang tid, men det vi ser her i Norge er nogle andre vinkler, som jeg er sikker på, vi vil kunne profetere af på Nørrevangsskolen. Vi er nødt til hele tiden at have fokus på at have forældrene  med, som en aktiv medspiller, slutter han. 

Her kan du se den nye undersøgelse, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har lavet. 

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig