Diskofest for unge med særlige behov: Kommer jo ikke selv afsted

På fredag arrangeres der atter fest på diskotek Rustik og Flamingo i Randers for en hel særlig målgruppe

Der er lagt op til fest for unge med særlige behov på diskotek i Randers fredag aften.

Med stor succes har der nu efterhånden en del gange været arrangeret fest for unge med særlige behov på diskoteket Rustik og Flamingo i Randers. På fredag gør man det igen.

En af initiativtagerne til festen er Annette Tang fra Bostedet Neptunvej.

De fleste står allerede uden for diskoteket og venter, inden der er åbent. Det er ikke som os andre, der kommer dryssende

Annette Tang, initiativtager

- Vi har at gøre med unge, der ikke selv kommer på diskotek uden en hjælper, men de vil gerne. De vil gerne have de samme muligheder som alle os andre, siger Annette Tang til TV2 ØSTJYLAND.

Derfor er diskofesten da også gået hen og blevet en stor succes.

02:01

Her kan du se, hvordan det så ud sidst, der var fest for de unge på diskoteket i Randers. Vores reporter Malthe Birger Jensen fik en svingom med en af de glade gæster. 

Luk video

- Jeg regner med, at der kommer 100-150 gæster, og de fleste står allerede uden for diskoteket og venter, inden der er åbent. Det er ikke som os andre, der kommer dryssende, fortæller hun.

Festen foregår fra kl. 19-22 og indeholder alt, hvad en rigtig diskoteksfest skal - dans, høj musik, røg og kulørte drinks.

Stadig muligt at komme med

- Det her er deres måde at blive en del af samfundet på, og det efterspørger de, siger Annette Tang.

Hun slår samtidig fast, at det stadig er muligt at melde sig til. 

TV2 ØSTJYLLAND var med for et år siden, da der sidst var fest på diskoteket. Her var en af gæsterne Hanne Eskildsen.

Læs også Var handicappede for én dag: Nu gør de noget ved problemerne

Og for hende var dansen noget af det vigtigste.

- Det er næsten noget af det bedste, jeg ved. Jeg har gået til dans engang, der dansede jeg sammen med en, der hedder Kjeld nede fra Randers Sport. Derfor ved jeg godt, hvordan man tager dansegreb på en mand, hvis man kan vælge at kalde det sådan, lød det fra hende dengang.

Du kan læse mere om festen her.