Disciplinærudvalg har øje for Agesen-batalje
Tirsdag bliver det afgjort, om Mads Agesen risikerer en karantæne for en batalje i fredagens kamp mod Lyngby
Efter 26 minutters spil i Randers FCs kamp fredag mod Lyngby på hjemmebane udspillede der sig en episode, der i sidste ende kan ende med at give forsvarsspilleren Mads Agesen karantæne. Tv-billeder har nemlig vist, at han sparkede ud efter og ramte en modstander.
DBUs disciplinærudvalg kan tage sager som denne op efter en kamp, hvis kampens dommer ikke har set episoden. Og noget tyder på, at Jens Maae ikke så den konkrete hændelse med Mads Agesen. Derfor lyder det fra udvalget mandag, at man har øje for episoden i Randers-kampen.
Læs også
- Vi afgør endeligt tirsdag morgen, om der bliver en sag ud af hændelsen med Mads Agesen, fortæller sekretær i udvalget, Henrik Andersen, til tv2oj.dk.
Agesen selv har været frustreret over forseelsen og det fokus, der har været på hændelsen.
Har taget for meget fokus
- Det er klart noget, jeg skal undgå i fremtiden, for det har fyldt alt for meget. Jeg synes, at episoden har taget fokus fra en ellers ganske udmærket præstation af mig selv, siger Mads Agesen.
I minutterne efter slutfløjtet bagatelliserede han selv tumulten, hvor sparket ifølge tv-billederne fandt sted, og han risikerer altså en følgestraf.
- Nu håber jeg bare, at jeg får lov til at spille fredag. Indtil videre har jeg intet hørt, så det går jeg ud, at jeg må, lyder det fra spilleren.
Men den endelige afgørelse bliver altså først taget tirsdag.
Du kan se interview med Mads Agesen øverst i artiklen.