VIA-direktør: Vi skal passe på med ikke at udelukke nogen

Minister vil forhindre, at mange udenlandske studerende forlader Danmark. Hos VIA University College modtages den besked med blandede følelser

00:38

VIA University College er en af landets helt store uddannelsesinstitutioner, som hvert år optager blandt andet et større antal udenlandske studerende.

Men nu vil uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) skære ned på optaget, fordi en undersøgelse har vist, at kun hver femte udenlandske studerende arbejder i Danmark to år efter endt uddannelse.

Læs også Minister vil begrænse antallet af udenlandske studerende

Hos VIA University College forstår direktør for VIA Erhverv Konstantin Lassithiotakis godt Søren Pinds synspunkt og er da heller ikke hverken udelukkende positiv eller negativ omkring det.

Han opfordrer bare ministeren til at passe på med ikke at ramme de forkerte.

Det kommer til at betyde, at vi får øget kvalitet på vores uddannelser, og at de bliver målrettet arbejdsmarkedet. Det, vi bare skal passe på, er, at vi ikke udelukker udenlandske studerende der, hvor der behov for dem.

Konstantin Lassithiotakis, direktør for VIA Erhverv

- Det kommer til at betyde, at vi får øget kvalitet på vores uddannelser, og at de bliver målrettet arbejdsmarkedet. Det, vi bare skal passe på, er, at vi ikke udelukker udenlandske studerende der, hvor der behov for dem, fortæller Konstantin Lassithiotakis til TV2 | ØSTJYLLAND. 

Det er blandt andet studerende fra Østeuropa, som kommer til Danmark for at studere. TV2 | ØSTJYLLAND tidligere har kunne fortælle, at VIA University College i den forbindelse har markedsført sig på eksempelvis en uddannelsesmesse i Bratislava i Slovakiet. 

Markedsføringen skulle booste antallet af udenlandske studerende på uddannelser, hvor der mangler studerende.

Blive bedre rustet til arbejdsmarkedet

De messer kan nu blive mindre aktuelle. Hvis det står til uddannelsesminister Søren Pind skal optaget af udenlandske studerende skæres med 25 procent, hvilket svarer til omkring 1.600 færre end i dag.

VIA University College har flere forskellige campus i Østjylland - blandt andet i Aarhus og Horsens.

Ifølge Konstantin Lassithiotakis handler det dog også om at have fokus på beskæftigelsen. Her mener han, at også det danske samfund har en opgave, når det kommer til at klæde de udenlandske studerende på til arbejdsmarkedet.

De studerende skal have bedre hjælp til jobsøgningen, opbygning af netværk og at lære det danske sprog for at blive bedre rustet:

- Fra dag et, når de kommer, skal vi gøre dem opmærksom på, at vi sætter stor pris på, at de bliver i Danmark og bidrager. Den opgave er ikke så svær, fordi de vil også gerne selv blive i Danmark, siger VIA-direktøren. 

Læs også Østjyske uddannelser jagter udenlandske studerende

Konstantin Lassithiotakis håber, at ministeren i sin nedskæring i optaget vil kigge på, hvilke uddannelser det giver bedst mening. Eksempelvis peger han på, at der mangler studerende på ingeniør- og konstruktøruddannelserne.

Du kan se et interview med Konstantin Lassithiotakis fra VIA Erhverv, som fortæller om sit syn på Søren Pinds forslag i videoen øverst i artiklen.