Dine gener afgør din medicin
Banebrydende aarhusiansk forskning
Snart bliver det muligt at se, hvilke patienter der har gavn af en bestemt slags medicin, og hvem der kun får grimme bivirkninger.
Det er perspektiverne i en helt ny og banebrydende forskning, som under ledelse af den aarhusianske professor Lars Fugger offentliggøres i dag i det internationalt anerkendte tidsskrift Nature.
I årevis var det en gåde for læger og forskere, hvorfor gruppen af sclerosepatienter blev syge af en bestemt medicintype, som ellers virkede godt på alle andre patienter med sygdomme som psoriasis, leddegigt og betændelse i tarmen.
Først nu har en international forskergruppe med Lars Fugger i spidsen opdaget en markant forskel på sclerosepatienterne og alle andre patienter, som har gavn af medicinen.
- Scelorosesepatienter laver selv en lille smule af immunforvarsdæmpende medicin. Derfor går det galt, og deres sygdom forværres, når de får medicinen tilført kunstigt i form af indsprøjtninger, siger professor ved Aarhus Universitet og Oxford University Lars Fugger.
Lettere at tage stilling
Med den voksende viden gennem vores gener om, hvilken medicin vi tåler, bliver det også efter Lars Fuggers vurdering lettere på en rationel og fair måde at gå ind og tage stilling til, hvilke patienter der overhovedet skal have den nye og tit meget dyre medicin, der i disse år vælter ind over læger og patienter.
- Samfundsøkonomisk kan vi fremover sætte patienter på en medicin, som vi er sikre på, at lige præcis de har glæde af og dermed undgå at bruge en masse penge på medicin til patienter, der alligevel ikke kan tåle det.
- Det er godt for patienterne og godt for økonomien, siger Lars Fugger.
Samtidig anviser videnskaben derfor efter hans mening en fair løsning og et brugbart instrument til, hvem vi skal prioritere at give behandling i de kommende mange års stadigt mere økonomisk pressede sundhedssystem.