Diabetikere sikret ny teknologi: Regionen overtager regningen
Når satspuljemidlerne løber op, bliver det regionernes opgave at sørge for, at alle børn og unge med diabetes får tilbudt nye, smarte målere
Det skal være slut med, at børn og unge med type 1 diabetes skal udsættes for de daglige, smertefuld stik i fingeren for at måle blodsukker.
Det fastslog sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) tirsdag, hvor hun præsenterede en ny diabeteshandlingsplan.
Regeringen har valgt at afsætte 15 millioner kroner fra de såkaldte satspuljemidler til, at de unge diabetikere fremover skal tilbydes en ny og langt mindre smertefuld måleteknologi, en såkaldt glukose-sensor.
Læs også
Men satspuljemidler er som bekendt midlertidige. Når satspuljemidlerne løber op, bliver det ikke længere penge fra Staten, der skal garantere børnene den nye teknologi.
- De midlertidige penge skal sørge for, at de børn og unge, der er i behandling, får tilbudt de nye hjælpemidler. Og så har regionerne påtaget sig fremadrettet at sørge for, at alle nye børn og unge, som får konstateret diabetes, de får tilbuddet fra start, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby til TV2 ØSTJYLLAND.
Pengene fra Christiansborg kommer efter en længerevarende diskussion mellem kommuner og regioner om, hvem der skulle betale for de nye smarte målere.
Det har også været lidt af et tovtrækkeri at få indført det nye måleudstyr til unge patienter i Region Midtjylland. Her på TV2 ØSTJYLLAND har vi flere gange fortalt om patienter med diabetes, der ikke har kunnet få de moderne måleapparater uden de mange daglige stik.
Kommunerne og regionen har ikke kunnet blive enige om, hvem der skulle betale de op til 20.000 kroner årligt, som sådan en elektronisk blodsukkermåler koster at bruge.
- Jeg havde selvfølgelig håbet, at kommunerne og regionerne havde løst det her for lang tid siden, men det har de ikke, og derfor lancerer vi nu en handlingsplan, siger sundhedsministeren.
Læs også
Det er indtil videre kun børn og unge med type 1 diabetes, der får gavn af den nye teknologi. Men glukose-sensorer kan også med tiden nå ud til de voksne patienter.
- Det er en opgave, der skal løses, og nu har vi lagt grundstenene i handlingsplanen, der løfter hele diabetesområdet, og som er til gavn for alle patienterne i Danmark, der får en mere ensartet behandling landet over, siger Ellen Trane Nørby.
Du kan se hele interviewet med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i videoen øverst i artiklen.