DGI: Vi vil hjælpe skolerne
Ny skolereform betyder mere idræt
Når den nye folkeskolereform træder i kraft, får eleverne flere timer og mere motion i løbet af skoledagen.
Det fik i dag de østjyske idrætsforeninger til at holde et fælles møde for at finde ud af, hvordan de kan bidrage til undervisningen.
Der var fuldt hus til mødet i Hadsten, hvor omkring 100 foreningsfolk var mødt op.
- Der er helt sikkert store perspektiver i det. I forvejen har vi et godt samarbejde, som kan blive endnu bedre. Vi skal have børnene til at bevæge sig på alle mulige måder, siger Kurt Kirkedal Larusen, formand for Testrup-Mårslet Idrætsforening, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge den kommende skolereform skal eleverne have mindst 45 minutters skemalagt motion om dagen, og skolerne er forpligtet til at samarbejde med det lokale foreningsliv så vidt det er muligt.
- Når børnene er i skolen, så er det lærerne, der skal stå for undervisningen. Det, vi ser, foreningslivet kan, er at komme med inspiration til nogle øvelser og ting, de skal gøre, siger Hans Jørgen Hvitved, formand for DGI Østjylland, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den nye skolereform træder i kraft den 1. august 2014.