DF kritiserer den nye biskop, der ytrer sig om flygtninge

Biskop Henrik Wigh-Poulsen, opfordrer sine præster til at hjælpe de nytilkomne flygtninge

02:11

1 af 2

Den nye biskops e-mailindbakke er allerede godt fyldt. Mange af dem er blevet sendt som respons, på den prædiken han holdt i Aarhus Domkirke søndag umiddelbart efter hans indvielse.

Her opfordrede Henrik Wigh-Poulsen alle til at tage godt imod de flygtninge, som i øjeblikket strømmer til landet.

Det har fået folketingsmedlem Christian Langballe fra Dansk Folkeparti til at kritisere den nye biskop for at politisere fra prædikestolen.

- Han har så en holdning, at han kan stå på sin prædikestol i Domkirken, og så kan han bare sige, at så kan vi tage så mange (flygtninge, red.) som muligt, og når vi ikke gør det, så er det fordi danskerne holder på sit eget og er egoistiske, siger han.

Det handler om virkeligheden

Biskop Henrik Wigh-Poulsen tager nu kritikken helt roligt, og han mener stadig det er det rigtige at gøre.

- Når jeg skriver en prædiken, så forholder jeg mig meget til, hvad det er, der bliver sagt i teksten - hvad Jesus siger til os. Og så forholder jeg mig meget til den virkelighed, der er omkring os, det skal man jo. Kristendommen handler jo om den virkelighed, der er vores, siger biskop Henrik Wigh-Poulsen

Nu opfordrer han også sine præster i Aarhus Stift til under søndagens gudstjeneste at tale om og bede for flygtningene samt at samle penge ind til i de østjyske kirker.

- Dem, der kommer til os, er dem, der har mest overskud, mens de mange, som bliver tilbage, det er der nøden rammer, siger Henrik Wigh-Poulsen.

- Hvis man bare på en eller anden måde kan bidrage til at hjælpe der og gøre situation bedre, så er det langt det bedste, fortsætter han.

Se mere om biskoppens opfordring og hør, hvad præsterne siger til det i TV-indslaget øverst på siden.