DF: Elendig idé med polsk på rådhuset
Dansk Folkepartis kommunalordfører kritiserer skarpt, at Borgerservice i Århus vil lære de ansatte polsk.
- Det er simpelthen en elendig idé. Hvis polakkerne ønsker at arbejde og opholde sig i Danmark, så skal de lære dansk. Indvandring skal ikke medføre, at medarbejderne hos danske myndigheder skal lære alverdens sprog. Dem, der vil bo i Danmark, skal lære dansk. Sådan er det, siger Dansk Folkepartis kommunalordfører Hans Kristian Skibby i en pressemeddelelse.
Han påpeger, at sprogkurser er en dyr affære, og at nogle polakker formentligt tager hjem efter få års ophold i Danmark.
- Dels skal en ekstern underviser jo have løn, og dels skal de ansatte jo bruge arbejdstimer til kurset. Jeg er sikker på, at kommunernes midler kan bruges langt bedre til gavn for borgerne, siger Hans Kristian Skibby.
Sprogkurserne skal ifølge P4 Østjylland finde sted i det nye år, og bliver tilrettelagt sammen med en række andre østjyske kommuner.