DF: Drop privat jagt på forbrydere
Det er et problem, hvis folk sætter sig ind i deres biler og jagter tyve, mener Dansk Folkeparti efter ulykke i Sabro.
Du skal have lov til at slå en indbrudstyv ned med et baseballbat, hvis han bryder ind i dit hjem, mener Dansk Folkeparti. Men når en kriminel først er stukket af, så er det politiets opgave, at fange ham, siger den retspolitiske ordfører Peter Skaarup.
- Med de mange hjemmerøverier vi har set de seneste år, så skal der være et frirum for almindelige mennesker, der gerne vil beskytte deres ejendele og dem selv. Men det er et problem, hvis folk sætter sig ind i deres biler og jagter tyvene, siger han til DR Nyheder.
Udmeldelsen kommer i forbindelse med en biljagt i Sabro søndag morgen. Her satte en 35-årig mand efter en flok teenagere, som ville stjæle en cross-maskine fra mandens garage.
Forfølgelsen resulterede i, at en 16-årig dreng blev klemt fast under den 35-åriges bil. Teenageren døde senere af kvæstelserne, og bilens ejer er nu sigtet for uagtsomt manddrab.
De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, mener ikke, at den sigtede har taget loven i egen hånd og begået selvtægt. Han tilføjer, at det kan være hensigtsmæssigt, at folk følger efter
kriminelle, fordi politiet ofte ikke kan nå frem, før gerningsmændene er stukket af.
Men her er Dansk Folkeparti uenigt.
- Det er selvfølgelig op til politiet, at vurdere, hvad der er sket i den konkrete situation. Men jeg synes, det er at gå over grænsen at sætte efter tyvene, siger Peter Skaarup til DR
Nyheder.
Dansk Folkeparti har tidligere foreslået, at der skal være mere lempelige regler i forbindelse med selvforsvarsparagraffen.
Hvis det står til partiet, skal politiet ikke have mulighed for at sigte folk, når de bruger vold mod røvere eller indbrudstyve i deres eget private hjem.
- Grænsen går dér, hvor man begynder at jagte tyvene langt fra ens egen ejendom, siger Peter Skaarup.