Det vidste du nok ikke, men julen starter faktisk i dag

I dag er det Mikkels Dag

02:18

Nu er det jul igen. I dag er det nemlig Mikkels dag, og det er dagen, hvor julen så småt begynder, i hvert fald hvis man kigger helt traditionelt på det.  

- Mikkels Dag kan betegnes som den spæde start på julen, for høstgildet var det første gilde i en lang række af gilder, der strækker sig helt til julestuerne ebber ud henne ved Fastelavn, siger ekspert i danske traditioner Benno Blæsild.

Læs også Hundredevis samlet til Eid-bøn i Gellerup

 Mikkels dag markerer også et markant skifte, i hvert fald set med nissebriller, det er nemlig i dag, at de røde huer kommer frem.

- Bønnerne skiftede den grå hue ud med den noget festligere gildehue, og gårdboerne eller nisserne, som vi kender dem som, har altid abet efter menneskene, så nisserne skifter deres grå og grønne sommerhuer ud med de røde nissehuer lige netop i dag, siger Benno Blæsild.   

Men hvad er Mikkels Dag egentlig?
Mikkels Dag er dagen, hvor man i gamle dage havde en slags skiftedag. Det var nemlig sådan, at de ansatte på gårdene kun kunne skifte arbejdsplads to gange om året, og der var Mikkels Dag den ene af de to dage.

- Mikkels Dag er egentlig svaret på fodboldens transfervindue, for i gamle dage der var det jo sådan, at teknologien var simpel, så derfor afhang det rigtig meget af de folk man havde, om de var gode, og om de forstod at arbejde sammen. Derfor var det bestemt, at tyende, som man kaldte de ansatte, de kun kunne skifte arbejdsplads to gange om året, siger Benno Blæsild.