- Det var ringe, ringe, ringe...
Jan Schouby efter AGF-nederlag
Mandag aften tabte AGF på hjemmebane med 3-0 til Esbjerg i Superligaen efter en kamp, hvor gæsterne sad på det meste, og de hvidblusede spillere mest af alt var henvist til en rolle som statister.
TV 2 | ØSTJYLLAND talte efter kampen med Jan Schouby, der er chefredaktør på Århus Stiftstidende, og han var ikke tilfreds.
- Det var ringe, ringe, ringe. AGF var meget uheldige med, at Esbjerg kommer foran 2-0 uden overhovedet at have en chance, men derfra var det spil til et mål, og AGF kunne lige så godt have tabt 6-0. Det var meget ringe, sagde Jan Schouby efter kampen.
Med nederlaget har AGF tre point ned til FC Vestsjælland under stregen, og ligeledes er der tre point op til Esbjerg, der indtager femtepladsen.
AGF-spillerne skal i næste runde en tur til Sjælland, hvor FC Nordsjælland venter.
Den kamp spilles mandag den 31.3 klokken 19.00.
I videoen øverst i artiklen kan du se eller gense højdepunkter fra AGFs nederlag, ligesom du kan høre reaktioner fra Jan Schouby, AGFs Jesper Lange og AGF-træner Jesper Fredberg.