- Det var ikke en meteor
Den flyver for langsomt, fortæller leder ved Steno Museet
- Jeg kan sige med 98 procent sikkerhed, at det ikke er en meteor.
Så sikker i sin sag er lederen ved Steno Museet i Aarhus, Ole Knudsen, efter han har set den video TV 2 | ØSTJYLLAND i går aftes modtog fra en familie i Stavtrup.
Videoen viser en lysende kugle falde ned fra himlen med en lang hale bag sig.
Den fulde video varer omkring fem minutter, og det er ifølge Ole Knudsen alt for langsomt til at være en meteor.
- Hvis vi går ud fra, at videoen ikke er manipuleret, og at det har taget fem minutter, så kan det ikke være en meteor. Hastigheden, man kan se, i forhold til træerne er for langsom. Det er meget usandsynligt, at det var en meteor, siger Ole Knudsen, leder af Steno Museet, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ligesom flere seere også har tippet TV 2 | ØSTJYLLAND med, er der med højest sandsynlighed tale om et fly.
- Det er simpelthen solen, som rammer kondensstriben fra flyet. Kondensen består af is og vanddamp, og når solen lyser på det, kan det lyse meget kraftigt op. Jeg må dog sige, at det her tilfælde er usædvanligt kraftigt, siger Ole Knudsen, leder af Steno Museet, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Tips fra seere
Allerede i går aftes var der flere vakse seere, som kontaktede TV 2 | ØSTJYLLAND med samme bud som Ole Knudsen.
De kunne heller ikke forstå, at en meteor faldt med så lav hastighed.
Peter Christensen skrev:
- Ikke en meteor, men et fly. Det er solens stråler der ved solnedgang er gul/rødlige og rammer dampstriben fra flyet.
Johan Haslev skrev ligeledes:
- En rigtig meteor vil kun være på himlen i kort tid og bevæger sig ganske hurtigt... Højden, hastigheden og vinklen passer ganske godt med et fly. Prøv at se den tydelige kondensstribe der går op mod øverste højre hjørne (ved 00:03). Årsagen til farven skyldes solens lave position på himlen, hvilket kan give netop sådanne farver.