Det svære brud med en forælder: Ny forening vil bryde tabuet

Et nyt initiativ i Aarhus vil hjælpe personer, der enten selv har brudt med dele af deres familie eller er blevet brudt med

Kirstine Frida Rysbjerg står bag 'Kærlighedshær - Forening for svære forældrerelationer’, som nu er startet op i Aarhus.

Et nyt tilbud til folk med svære familierelationer er begyndt i Aarhus. Det er målrettet personer, der har brudt med, er blevet brudt med, eller overvejer at bryde med deres forældre.

'Kærlighedshær - Forening for svære forældrerelationer’ hedder foreningen, som blandt andet har skabt et lukket forum på Facebook, hvor man kan fortælle om sine oplevelser og dele erfaringer, ligesom den også arrangerer gruppemøder i Aarhus, hvor folk kan mødes med andre, der enten selv har brudt med en forælder, er blevet brudt med eller overveje at gøre det.

Læs også Claus mistede sin datter til en spritbilist: - Kom ud og snak om sorgen

Man skal bryde tabuet og snakke om det

- Det er vigtigt at stå sammen og tale om sine følelser. Når man møder personer, der ikke kender til det selv, skal man ofte ud i en forsvarstale om, hvorfor man har brudt med sin forælder. Ved at mødes på den her måde skaber vi et fællessprog og bryder tabuet. Der er blandt andet stadig et tabu om, hvordan en familie skal være, og at man skal holde fødselsdage og jul sammen med familien, siger Kirstine Frida Rysbjerg, der ikke længere har kontakt til sin far.

Hun er initiativtager bag og forperson for den nystiftede forening 'Kærlighedshær - Forening for svære forældrerelationer´.

Svære familierelationer

Har du lyst til at fortælle din historie om at bryde med en forælder, og må vi forsøge at tale med din forælder om ikke at se dig længere, vil vi meget gerne høre fra dig. Du kan skrive til vores journalist på pesv@tv2oj.dk.

- Selvom ens historie er unik, så er alle følelserne og tankerne om bruddet identiske med det, som andre går igennem, når de bryder med en forælder. Ens familie er ens blod og arv, og man gør det ikke for at være ond, men for at vælge kærlighedsrelationer, der er gode for en. Man skal ikke finde sig i ting, der nedbryder en, om det kommer fra et familiemedlem eller ej, siger 22-årige Kirstine Frida Rysbjerg.

'Det er hårdt at være alene med følelserne'

Projektet begyndte i København tidligere på året og er nu ved at sprede sig rundt i landet. Blandt andet er det altså nu startet op i Aarhus, hvor 30-årige Stinna Christiansen, der ikke længere har kontakt til hverken sin mor eller far, er tovholder på det.

Læs også Sorggrupper for unge kan spare kommune masser af penge

- Jeg så, at det var begyndt i København, så jeg skrev og delte min historie og fortalte, at jeg håbede, det ville komme til Aarhus. Så kom jeg i kontakt med Kirstine, og vi aftalte, at jeg skulle starte det op her i byen, siger Stinna Christiansen, der er pædagog i en vuggestue.

Læs også Ditte har startet selvhjælpsgruppe - vil bryde tabu for en million danskere

I Aarhus har der været arrangeret to møder foreløbigt, og tanken er, at der skal være et møde ugentligt, hvor folk - unge og voksne - kan komme og dele deres historier med ligesindede og hjælpe hinanden videre.

- Det er hårdt at være alene med sine følelser, men det er man ikke, når man kommer her og snakker med de andre. Jeg har selv oplevet at være alene med det, for jeg havde ingen venner i samme situation. Her er man ikke alene, og ens følelser er ikke forkerte, siger Stinna Christiansen.

De første to møder har været afholdt søndage i Gallo Huset i Nørregade i det centrale Aarhus, men rykker muligvis til andre lokaler. På kærlighedshærens side på Facebook kan du følge med i hvor og hvornår, de afholder deres arrangementer i Aarhus

Vil udvikle sig til mere end gruppemøder

Udover Aarhus og København arbejdes der også på at lave gruppemøder i blandt andet Odense, Aalborg og Sønderjylland. Men bevægelsen skal være mere end ugentlige møder og på sigt blive en slags kompensation for den familie, man ikke længere har kontakt til.

- Det er også en måde at lave et nyt fællesskab, hvor man måske får en slags erstatning for sin familie. Vi vil også gerne arrangere juleaftenener, ferier og lignende, for det er ofte højtiderne, der er svære at komme igennem uden sin familie, siger Kirstine Frida Rysbjerg.

Har du lyst til at fortælle din historie om at bryde med en forælder, og må vi forsøge at tale med din forælder om ikke at se dig længere, vil vi meget gerne høre fra dig. Du kan skrive til vores journalist på pesv@tv2oj.dk.

03:08

VIDEO: Anni og hendes søn blev alvorligt syge af sorg: - Vi manglede hjælp. Forskningen viser, at op mod syv procent, der rammes af sorg, også bliver syge af sorgen. Se mere i videoen her, som er fra januar 2018.

Luk video