Det nytter med nyttejob

Kommune sparer penge på kontanthjælp

02:58

1 af 2

Kontanthjælpsmodtagere skal arbejde for pengene. Det er konsekvensen af den nye kontanthjælpsreform, som trådte i kraft pr. 1. januar i år.

Det betyder, at kommunerne skal oprette såkaldte nyttejobs til kontanthjælpsmodtagerne. Det kan være for eksempel forefaldende arbejde på skoler og institutioner eller på veje og i parker.

Det nye tiltag med nyttejob har fået mange kontanthjælpsmodtagere til helt at fravælge kontanthjælp eller uddannelsesydelse.

Det viser de foreløbige erfaringer ifølge en rundspørge, som TV 2 | ØSTJYLLAND har foretaget blandt de østjyske kommuner.

Skanderborg Kommune er en af de kommuner, hvor flest kontanthjælpsmodtagere har valgt at begynde på en uddannelse eller tage et arbejde.

- Det sparer vi penge ved. Så flytter vi dem fra kontanthjælp eller den ydelse, de er på til, at de bliver selvforsørgende. Det må vi da sige er okay, siger virksomhedskonsulent Vita Krogh Høgh til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I Skanderborg har 66 procent af kontanthjælpsmodtagerne sagt nej til nyttejob og har påbegyndt arbejde eller uddannelse.

Ifølge kommunen betyder den nye reform, at ydelsen er blevet lavere og incitamentet for at gå i gang med uddannelse eller arbejde er blevet større, fordi der ikke længere er stor forskel på SU og kontanthjælp.

- Uddannelsesydelsen eller kontanthjælpsydelsen er så relativ lav, at det kan betale sig at gå ud og tage et arbejde, selv på relativ få timer, siger jobcenterchef Charlotte Sørensen.

I tv-indslaget øverst i artiklen kan du se, hvad Sasja Krogh siger til at være i et nyttejob og hør om kommunens erfaringer.

Her kan du se, hvor mange kontanthjælpsmodtagere, der har valgt nyttejob fra og påbegyndt uddannelse eller arbejde:

- Skanderborg: 66 procent

- Norddjurs: 66 procent

- Odder: 66 procent

- Syddjurs: 55 procent

- Aarhus: 40 procent

- Horsens 33 procent