- Det kunne have været mig
Brandmand hjalp sine kolleger fri efter ulykke
Brandfolk og deres ægtefæller var i dag samlet på Ebeltoft Brandstation for at modtage krisehjælp, efter deres 44-årige kollega omkom i en trafikulykke søndag eftermiddag.
Den 44-årige brandmand fra Brand og Redning Djursland kørte sammen med en 41-årig kollega galt ved den lille by Mårup. De var på vej for at assistere ved en gårdbrand, men pludselig skred deres tankvogn ud og landede på siden i grøften.
Flere af deres kolleger måtte i går træde til for at hjælpe med at frigøre de to fastklemte brandmænd, hvorefter det viste sig, at den ene havde mistet livet.
Louis Aistrup er deltidsbrandmand hos Brand og Redning Djursland i Ebeltoft og blev i går tilkaldt til ulykkestedet for at hjælpe sine kolleger:
- Så kunne det ligeså godt have været mig, som sad der. Det er den tanke, der nager mange, og den nager også mig, siger Louis Aistrup til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den voldsomme oplevelse har ramt brandfolkene på stationen i Ebeltoft hårdt. Derfor var en krisepyskolog i dag tilkaldt:
- Det er vigtigt, at vi får en snak med en psykolog, som ligesom kan få sat tankerne rigtigt på plads oppe i vores hoved. Det er jo en tragisk ulykke, som vi alle sammen tænker på, og den bliver ikke mindre af, at man også tænker, det kunne faktisk være sket for mig også , siger beredskabschef Leif Bang fra Brand og Redning Djursland til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 41-årige brandmand i tankvognen overlevede ulykken og er i dag blevet udskrevet fra Aarhus Universitetshospital.
Se et tv-indslag fra brandstationen i Ebeltoft øverst i artiklen.