- Det koster ikke 100 mio. at flytte 13 job
Kulturministeren afviser regnestykke fra Jagt- og Skovbrugsmuseet, der kæmper mod flytning til Djursland
Onsdag måtte kulturminister Bertel Haarder (V) svare på spørgsmål om flytningen af Jagt- og Skovbrugsmuseet fra Hørsholm i Nordsjælland til Gammel Estrup på Djursland. Her skal de 13 arbejdspladser efter planen slås sammen med Dansk Landbrugsmuseum.
Ifølge museets egne beregninger kan flytningen løbe op i svimlende 102 millioner kroner. Flytningen bliver ifølge museet dyr, fordi den blandt andet kræver særtransporter til en række af de udstillede genstande.
Sagen er symptomatisk for den kamp, der foregår om regeringens plan, hvor flere berørte arbejdspladser ikke ønsker at flytte, og hvor der fortsat er stor usikkerhed om den samlede pris.
Kun tre af 100 statsansatte vil flytte til provinsen
På onsdagens samråd efterlyste Socialdemokraternes Pernille Schnoor svar på, om det er fornuftigt at bruge millioner af skatteborgernes penge på at flytte 13 statslige job.
Minister afviser regnestykke
Bertel Haarder afviser dog regnestykket fra Jagt- og Skovbrugsmuseet.
- Vi kan i Kulturministeriet absolut ikke bekræfte de tal. De 100 millioner kroner må stå for museets egen regning, siger Bertel Haarder og tilføjer:
- Der er ytringsfrihed i Danmark, og man har lov til at tale for sin egen institution. Jeg kan bare sige, at vi kan ikke bekræfte de tal.
Han ønskede efter samrådet ikke at uddybe, hvorfor han betvivler museets beregninger.
- Skal vi ikke droppe den diskussion til om 14 dage, så har vi de rigtige tal, siger Bertel Haarder med henvisning til, at ministerierne fortsat er i gang med at skabe et sikkert talgrundlag, som ventes at blive meldt samlet ud.
Peger på positive gevinster
Kulturministeren peger dog på en række positive gevinster ved at flytte museet, som måske er blevet overset i museets egen beregning. Blandt andet at driften af bygningerne i dag sluger 30 procent af museets budget.
De forventede store besparelser i huslejen vil over tid opveje engangsudgiften til flytningen, mener Haarder.
Tidligere ministre mod udflytning
Samtidig repræsenterer de nuværende bygninger i Hørsholm ifølge kulturministeren "en stor ejendomsværdi", som kan bruges til at finansiere flytningen og indretningen af det nye museum.
- Det er min og regeringens opgave at finde en løsning, som giver mere museum for pengene, og det er det, jeg mener, vi gør her.
- Jeg ønsker hverken at gøre skatteyderne eller museet til grin i denne sag, siger kulturminister Bertel Haarder.