Det her emne er særligt vigtigt for politikerne i Norddjurs
Norddjurs er en fattig kommune, og alle politikerne mener, at det er vigtigt at fastholde og tiltrække borgere. Her er deres bud på hvordan
Jonna Madsen flyttede for 15 år siden fra Aarhus til Allingåbro. Den jyske hovedstad var ikke et sted for hende og kæresten, der på daværende tidspunkt ventede barn.
- Vi skulle have noget, der var mindre. Vi skulle have noget, der var mere trygt. Vi skulle have noget med en god skole, og vi skulle have noget med et rigt foreningsliv, siger Jonna Madsen.
Kærligheden faldt på Allingåbro i den vestlige del af Norddjurs Kommune.
Politikernes store ønske
Det er en kærlighedshistorie som Jonna Madsens, politikerne i Norddjurs Kommune ønsker, at der kommer flere af.
Op til valget har TV2 ØSTJYLLAND skrevet til alle spidskandidater og spurgt, hvad, de mener, er de største udfordringer for Norddjurs Kommune lige nu, og hvad der skal til for løse dem.
Her nævner stort set alle, at bosætningen skal øges for at styrke økonomien.
- Vi skal have bosætning af ny borgere, der kan bidrage til et højere indkomstniveau. Norddjurs Kommune har et lavt indtægtsgrundlag, fordi vore borgere er lavtlønnede. Vi har en historik med arbejdsløshed og lever af erhverv, der er mere udsatte for konjunkturer, skriver borgmester Jan Petersen (S) til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi har mange ældre og desværre alt for mange på forsørgelse, men vi har en masse flot natur herude, og det synes vi, at mange aarhusianere skal ud og prøve. Hvis vi kan få nogle med en god indtægt her ud, er det jo lig med, at der er skattegrundlag, siger Borgerlistens nye formand Leo Petersen.
Begge partier nævner i den forbindelse, at det er vigtigt at bevare skolerne i de mindre områder.
- Vi skal slå på, at man kan få mere hus for pengene og at vi ligger tæt på Aarhus og samtidig fortælle, at man kan man flytte herud og få et arbejde. Vores virksomheder skriger på arbejdskraft, siger Kasper Bjerregaard, der er spidskandidat for Venstre.
Bedre reklame for området
Flere af partierne mener, at kommunen skal gøre mere for at reklamere for området.
- Vi skal sætte flere ressourcer af til at markedsføre os bedre og få en masse gode historier ud, blandt andet ved at tage med virksomhederne, når de tager ud på messer. Vi er heller ikke kommet i mål med internettet. Det halter stadig nogle steder, så der er noget potentiale, siger Benny Hammer (K).
- Kommunen skal sammen med erhvervslivet markedsføre kommunens mange muligheder for bosætning og arbejde. Den skal lave ægtefælle-tilbud ved jobsætning, give rabatter på nye byggegrunde og tilbyde gode kulturtilbud og skoler, skriver Jørn Juul Jensen, der er spidskandidat for Radikale Venstre.
Tænk i grønne baner
Ulf Harbo, der er spidskandidat for Enhedslisten, og SF's Mads Nikolajsen mener, at der skal tænkes i nye og grønnere baner.
Han skriver til TV2 ØSTJYLLAND, at Norddjurs skal i front på lokal produktion af rene råvarer og økologiske gourmetprodukter, og der skal udlægges områder til økolandsbyer og haver.
- Et Norddjurs i social og grøn balance er attraktiv for de tilflyttere, vi har brug for i Norddjurs; Vi skal derfor tiltrække de veluddannede børnefamilier med høje ambitioner om at forme en bæredygtig fremtid og pensionister, der søger aktive lokalsamfund med hjertet på rette sted Veluddannede tilflyttere vil give Norddjurs bedre grobund for virksomheder og et bedre skattegrundlag, skriver Ulf Harbo (EL).
- Vi skal synliggøre kvaliteterne ved bosætning i landdistrikt og ved letbanen og udvikle en ny grøn bydel ved Grenaa Sydhavn, skriver Mads Nikolajsen, der er spidskandidat for SF.
Bedre infrastruktur
Flere af partier fremhæver Letbanen som en gevinst for kommunen, blandt andre Dansk Folkeparti, der dog gerne ser, at infrastrukturen i kommunen bliver endnu bedre.
- Der skal være en ordentlig infrastruktur, for eksempel en motorvej hele vejen fra Aarhus til Grenaa. Jeg tror også, at det kommer til at hjælpe med Letbanen. Og så skal vi have nogle gode tilbud til børn i form af skoler, siger Steen Jensen, der er spidskandidat for Dansk Folkeparti.