Det gik galt på et øjeblik: Mand fik ildebefindende på motorvej

Mand fik ildebefindende på E45 ved Viby. Der er muligvis tale om insulinchok.

Hvis en bilist får et ildebefindende, er i den grad også farligt for de øvrige trafikanter. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

De fleste bilister kommer heldigvis fra A til B uden andre problemer end mulig irritation over de andre bilister, men engang imellem sker det, der ikke må ske.

Læs også Fejl på bomme stoppede trafikken igen: - Det er skræmmende

Det var lørdag tilfældet på Østjyske Motorvej ved Viby. Her gik det galt for en 70-årig mand, da han kom kørende på afkørselsrampen til Genvejen.

Ifølge politiet blev manden dårlig som følge af lavt blodsukker. 

- Han får et ildebefindende eller et insulinchok og kører af vejen, hvor han påkører en kantpæl samt et skilt, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Jes Frederiksen, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Det var her ved Genvejen, der forbinder Østjyske Motorvej med Århus Syd Motorvejen, at den 70-årige mand kørte galt. 

Fløj fem meter over landevej

Ved rent held kom hverken den 70-årige eller andre bilister til skade ved uheldet. 

Det er dog ikke altid, at det er tilfældet.

For få år siden mistede en taxachauffør livet, da han fik et ildebefindende og kørte galt i bydelen Vorup i det sydlige Randers. 

Læs også Færge måtte droppe Ebeltoft: - Jeg kan ikke huske, det er sket før

Sidste år på E45 fik en 66-årig mand et ildebefindende, der resulterede i, at hans bil fløj fem meter over en landevej, hvorefter den kilede sig ind i en skrænt.

Manden fik flere skader og måtte hastes på hospitalet. Han overlevede dog den voldsomme oplevelse.

Lige så farligt for andre

Ifølge vagtchef Jes Frederiksen sker det med jævne mellemrum, at en bilist får et ildebefindende i trafikken. 

- Men det kan lige så godt ske i privaten, eller hvis man er fodgænger, lyder det.

Læs også Lille by får trinbræt efter 50 år - nu er antallet af småbørn fordoblet

Vagtchefen vil dog ikke nedspille faren ved et ildebefindende i trafikken. 

- Hvis man bliver uklar i kørslen, skaber det en farlig situation. Det er farligt for den, der får et ildebefindende, men det er i den grad også farligt for de øvrige trafikanter, siger Jes Frederiksen til TV2 ØSTJYLLAND.

Færdselsuheldet lørdag fandt sted kort før klokken 10 om formiddagen.

Læs også Sådan undgår du P-bøder og tyveri til DHL