Det gamle Aarhus på mobilen
Telefonen kan fortælle historie på byturen
Nu kan man tage den aarhusianske lokalhistorie med på sin mobiltelefon, når man går rundt i byen.
Den gamle By har netop lanceret en mobilapplikation til til Android og Iphone med titlen Aarhus StreetMuseum, som vil guide fodgængere tilbage i tiden via historiske fotos og fortællinger i kort form. Inspirationen kommer fra applikationen London Streetmuseum.
- Aarhus StreetMuseum hjælper med nærmest at skrælle et lag af nutiden, så man får en fornemmelse af fortiden præcist det sted, man står, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelse.
- Man kan finde før-billeder af blandt andet åen med og uden overdækning, Guldsmedgade, som blev bombet i februar 1945, og torve, huse og gader som ikke findes mere. Hvem vidste for eksempel at Vesterbro Torv engang var markedsplads fyldt med kvæg og at forløberen for Aarhus Teater hed Svedekassen? Alt sammen kan man få mere at vide om i Aarhus StreetMuseum.
- Indgangen til det historiske Aarhus på mobilen er et digitalt bykort med nipsenåle. Når man klikker på nålene viser sig et foto og nedenunder en fortælling. Hvis man aktiverer mobilens GPS-funktion, er det nemt at søge interessante locations i nærheden af, hvor man befinder sig.
Applikationen Aarhus StreetMuseum er under stadig udvikling, og en ny version er allerede planlagt.
- Vi vil rigtig gerne have kommentarer fra folk, som bruger Aarhus StreetMuseum, så vi i en dialog fortsat kan tilbyde spændende måder at fortælle historien på", siger Thomas Bloch Ravn.
Mobilapplikationen kan hentes her