- Det er stadig sjovt at vinde!
Bakken Bears hyldet for det 14. mesterskab
De nykårede danske basketball-mestre fra Bakken Bears blev onsdag eftermiddag hyldet på Aarhus Rådhus.
Fejringen af mesterskabet fandt sted i byrådssalen. Her tog borgmester Jacob Bundsgaard (S) og sportens rådmand, Rabih Azad-Ahmad (R), imod de store aarhusianske guld-drenge.
Med det nyvundne danmarksmesterskab har aarhusianerne sikret sig ikke færre end 14 DM-titler i klubbens historie. Heraf er de otte vundet i løbet af de seneste ti år.
Selv om Bakken Bears efterhånden har fejret en del danmarksmesterskaber, gør det ikke smagen af champagne dårligere. Der er stadig noget stort at vinde mesterskabet.
- Jeg får tit spørgsmålet, om det er lige så sjovt som det første. Og det kan jeg hurtigt svare på: Ja, det er det!, sagde anfører Andreas Jakobsen til TV 2 | ØSTJYLLAND under fejringen af mesterskabet.
Se mere om festen på rådhuset i tv-indslaget øverst på siden.