- Det er ikke rigtige fagforeninger
Grenaa-politikeren Leif Lahn (S) er ude med riven
Socialdemokratiske Leif Lahn fra Grenaa vil afskaffe fradrag for folk i gule fagforeninger. Han mener ikke, de tager nok samfundsansvar og altså ikke er rigtige fagforeninger, lyder det fra arbejdsmarkedsordføreren.
Fradrag for faglige kontingenter skal forbeholdes medlemmer af den traditionelle fagbevægelse. Det vil sige, at de 250.000 medlemmer af gule fagforeninger som KRIFA og Det Faglige Hus ikke skal kunne trække deres kontingent fra.
Leif Lahns begrundelse er angiveligt, at det ikke er rigtige fagforeninger. De kopierer overenskomster og ændrer kun punkter, de ikke er enige i.
- Man bør kun kunne få fradrag, hvis man er medlem af en ordentlig fagforening som 3F, der gør noget i forhold til uddannelse og løndumping. Krifa tager ikke det samme store samfundsansvar som de egentlige fagforeninger, siger Leif Lahn til dr.dk.
Ikke socialdemokratisk politik
Men det er tilsyneladende ikke alle Socialdemokrater, der er enige i den politik. Fredag morgen var Randers-politikeren Maja Panduro ude at sige, at det bestemt ikke var Socialdemokraternes politik, som Leif Lahn gav udtryk.
Hos KRIFA er man stærkt uenige i det forslag.
- Det er ren tilbagebetaling til den skrantende røde fagbevægelse for den hjælp, som Socialdemokraterne fik i valgkampen. Men jeg mener altså, at det er godt, at der er fri konkurrence på det her område, siger Krifas formand Søren Fibiger Olesen til Berlingske.
Medlemmer af fagforeninger kan maksimalt trække 3.000 kontingentkroner fra i skat.