Det er fedt at motionere
Aarhus Kommune forlænger motion for overvægtige
Aarhus Kommune har besluttet at fortsætte samarbejdet med organisationen VIGØR, der giver overvægtige aarhusianere mulighed for at motionere under afslappede former hver tirsdag i Tangkrogen.
VIGØR har i ti år tilbudt gratis hjælp og rådgivning om motion, og mere end 10.000 aarhusianere har gjort brug af tilbuddet.
- Vi siger ikke til folk, at de er for tykke. Vi siger måske, at de mangler en meter i højden. Og så sætter vi niveauet så lavt, at folk ikke giver op på forhånd. Det er det, som motiverer. fortæller Jens Ove Christiansen, initiativtager til VIGØR og formand for Aarhus 1900 i en pressemeddelelse
- De allerfleste af vores deltagere er folk, som er truet på deres helbred på grund af overvægt og mangel på motion. Og for hver person vi er med til at gøre lettere og sundere, sparer vi samfundet for mange penge, siger han.
Partnerskabsaftalen løber til og med 2013, og den skal løbende evalueres med henblik på udviklingsmuligheder.
VIGØR er Danmarks største sammenslutning af uorganiserede motionister
På VIGØRS hjemmeside kan man se, hvordan man kommer i gang med motionen