- Det er en vigtig dag for os
Hjemmeværnet på stor øvelse i weekenden
Fra Skagen til Horsens holder Hjemmeværnet i denne weekend øvelse for sine mange frivillige.
1200 hjemmeværnsfolk deltager i øvelsen, hvoraf 200-300 folk er fra Østjylland.
Et af de steder, hvor hjemmeværnsfolkene i dag skulle stå deres prøve var ved Søværnets Operative Kommandos (SOK) hovedkvarter i Brabrand.
Her skulle de bevogte bygningen, så udefrakommende ikke kunne trænge ind, hvis de ikke havde en aftale eller et arbejde, der skulle udføres, på området.
Jacob Paludan Jensen har været medlem af Hjemmeværnet i to år. For ham var det en stor oplevelse endelig at få lov til øve det, han og hans gruppe har brugt lang tid på at træne.
- Det giver jo en vis følelse af tilfredshed.. at de ting, man går og træner, at de virker. Man er sammen med en masse gode kammerater og har en rigtig god weekend ud af det, siger menig Jacob Paludan Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND og tilføjer:
- Det går ind og viser, om vi har trænet nok og om det, vi har trænet, virker. Så ja, jeg vil sige, det er en vigtig dag for os.
Dagens træning i at terrorsikre bygningen i Brabrand er udtryk for en af de mange forskellige opgaver, Hjemmeværnet kan komme ud for.
Hjemmeværnets hjælp er nødvendig, hvis der en dag bliver en trussel mod Danmark, mener Søværnets Operative Kommando.
- Det er sådan, at vi i det daglige varetager bevogtningen, men ligeså snart situationen bliver en lille smule skarpere, så har vi simpelthen ikke bemanding til at gennemføre den bevogtning selv. Der er det rigtig vigtigt for os, at Hjemmeværnet kan komme og støtte os i at løse den opgave, siger Mikael Bill, kommandørkaptajn ved Søværnets Operative Kommando, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Udover Brabrand bliver der i Østjylland afholdt øvelser i Hevring og Dråby.
Se en video fra dagens øvelse øverst i artiklen, hvor en mand forsøger at trænge ind på området ved at udgive sig for at være general.