- Det er en finale mod Viborg

Martin Jørgensen om vigtig bundkamp

Foto: Allan Baden / badenfoto.dk

Med seks nederlag på stribe og fem spillerunder tilbage af Superligaen er AGF blot et enkelt point over nedrykningsstregen i Superligaen.

På trods af den pointmæssige krise og en truende degradering er der optimisme at spore i AGF-lejren inden søndagens bundbrag i Viborg.

Den rutinerede midtbanespiller og assistenttræner i AGF, Martin Jørgensen, tror på overlevelse i Superligaen.

- Det bliver en svær kamp mod Viborg. Det bliver lidt af en finale, hvor det mentale kommer til at spille en stor rolle, siger Martin Jørgensen, der på trods af dårlige resultater ser positive takter i truppen.

- Det peger i retning af nedrykning, når vi har tabt de seneste seks kampe, men det taler for overlevelse, at vi er mentalt stærke, og vi står sammen som et hold. Alle vil det hundrede procent, siger Martin Jørgensen.

Men det er tid til, at AGF scorer flere mål og vinder kampe, mener midtbanespilleren. Bortset fra førerholdet AaB skal AGF møde de nærmeste konkurrenter i bunden - Viborg, OB, FC Vestsjælland og Sønderjyske.

- Vi ved, at der kommer nogle kampe i slutprogrammet, hvor vi skal have point, men vi synes, at vi er gået i den rigtige retning længe, og at holdet er blevet mere solidt.

- Vi er stadig ved godt mod, og vi ligner nogle, der tror på det. Det synes jeg, at vi har fået bevist, siger han.

Det bliver tæt

Også AGF's sportschef Brian Steen Nielsen ser lyspunkter, men han forventer en meget tæt overlevelseskamp.

- Det bliver meget lige, for der er ikke nødvendigvis nogen, der er bedre end andre lige nu. Det afgørende bliver, hvad man leverer på dagen. Det bliver tæt løb hele vejen - desværre, siger han.

- Men jeg synes, vi har holdet og spillerne til det. Jeg synes stadig, vi har energien i holdet, og det er noget af det allervigtigste, siger han.

Kampen mellem Viborg og AGF fløjtes i gang søndag klokken 14.