Det er for dyrt at spille i 1. division
Østjyske klubber i økonomisk nedrykning
Det kan til tider være svært at drive en fodboldklub i den danske Superliga, men i første division kan det være en næsten umulig opgave. De to østjyske første divisions klubber, AC Horsens og Silkeborg IF, har i øjeblikket svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
- Det er rigtig rigtig dyrt, og i virkeligheden er det ikke muligt, som jeg ser det, at drive fuldtidsprofessionel fodbold tilnærmelsesvis rentabel eller bæredygtig, hvis man spiller i næstbedste række, siger administrerende direktør i Silkeborg IF, Kent Madsen.
De tre ting, som professionelle klubber ofte tjener penge på, er, TV-indtægter, spillersalg og deltagelse i Europæiske turneringer. Tre ting som man ifølge revisionsfirmaet BDO ikke normalvis ser i første division.
Live fredag: Se Randers FC’s træning 13.15
Silkeborg IF valgte efter, at de rykkede ud af Superligaen at satse alt på at komme tilbage til landets bedste række. Det betyder dog at klubben i øjeblikket generer omkring en million kroner i underskud om måneden.
- Vi spænder buen virkelig hårdt i øjeblikket. Det gør vi fordi, vi har en målsætning om, at vi vil tilbage i Superligaen med det samme. Med den nye turneringsstruktur, som man har vedtaget, så får vi aldrig større chance for at rykke op. Vi skal simpelthen op i år, siger bestyrelsesformand i Silkeborg IF Invest A/S, Henrik Lyhne.
Den nye turneringsstruktur betyder at der i denne sæson er hele tre oprykningspladser at spille om i første division. Men det lægger også et ekstra pres på de første divisionsklubber, der har ambitioner om Superligaen.
- Hvis ikke vi rykker op i år, så kommer vi til at stå i en økonomisk rigtig barsk virkelighed, det kommer til at betyde færre spillere og ansatte. Det kommer til at betyde lavere spillerlønninger, og i yderste konsekvens, så kan risikoen være, at vi må sige farvel til det fuldtidsprofessionelle setup, vi har i dag, siger Henrik Lyhne.
Se eller gense hele fodbold-debatten om AGF på Ceres Park
Også i den anden østjyske første divisions klub ser den økonomiske situation alt andet end sjov ud, efter de rykkede ud af Superligaen.
- Det ændrer alle vilkår for vores forretning. Det har faktisk ændret vilkårende så meget, så hvis man sammenligner i dag, så er omsætningen gået fra 59 millioner til et par og 20 (millioner). Lønninger, de er gået fra 33 millioner ned til 13 (millioner), og sådan kan vi fortsætte hele vejen rundt, siger bestyrelsesformand i AC Horsens A/S, Ole Simonsen.