Det bliver dyrere at låne
Jyske Bank skruer nu på skruen for renten på udlån
Det bliver dyrere at være kunde i Jyske Bank. I hvert fald hvis man skylder dem penge.
Banken med hovedsæde i Silkeborg sætter nu udlånsrenten op for kunderne. På nogle lån stiger den med 0,5 procentpoint med virkning fra 29. juni 2012, oplyser banken.
Det er gældskrisen i Europa, der får en del af skylden for, at kunderne nu skal til at lægge flere penge i banken for at låne.
- Den fortsatte uro om den europæiske gældskrise medfører forøgede finansieringsomkostninger for pengeinstitutterne, skriver banken i en meddelelse til børsen i København.
Og de stigende renteindtægter skal være med til at skabe bedre overensstemmelse mellem bankens priser og finansieringsomkostningerne.
Samtidig vil renteforhøjelsen være med til at dække de udgifter, som Jyske Bank har til Indskydergarantifonden som konsekvens af afviklingen af Sparekassen Østjylland og Spar Salling. De to sparekasser der krakkede i weekenden.
- Jyske Bank har ikke eksponering i form af garantikapital eller anden efterstillet kapital i hverken Sparekassen Østjylland eller Spar Salling, oplyser banken.