Det begyndte i en baggård
Tidligere KaosPiloter stifter nyt parti
For knap 25 år siden i en baggård i Mejlgade begyndte det, der i dag er blevet til det nye politiske parti, Alternativet.
Uddannelsesinstitutionen KaosPiloterne blev stiftet af tidligere kulturminister Uffe Elbæk, og i dag er folkene bag besluttet sig for at gå ind i politik.
En af talsmændene for det nye parti er Torsten Gejl fra Aarhus. Han var blandt de første KaosPilot-elever og havde Uffe Elbæk som rektor.
Nu er rektor og elev gået sammen for at føre KaosPiloternes tankegang ud i den politiske verden. For KaosPiloterne handler det om at tænke ud af boksen, gøre tingene lidt anderledes og gerne på en sjov måde, fortæller Torsten Gejl til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Når man kom og mente noget og havde en idé.. Der var aldrig nogen, der sagde: "Aarh, det er urealistisk, eller det går ikke". Folk spurgte - "hvordan vil du så gøre det?". Når man får den respons, er man hele tiden sammen om, at man skal videre. Det kommer man til at vokse af.
Folkene bag KaosPiloterne har gennem de seneste to måneder arbejdet på at stifte partiet. De har afholdt flere workshops og diskuteret verdens udfordringer, ligesom de gjorde i gamle dage.
Kreativiteten og viljen vil ifølge Torsten Gejl kunne bruges i politik.
- Når og hvis det lykkes at skabe en mere bæredygtig vækst, så får vi brug for al den kreativitet, der blandt andet har været i KaosPilot-miljøet. Det er simpelthen at tænke nyt, siger Torsten Gejl til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se et tv-indslag om det nye parti og dets begyndelse øverst i artiklen.