Derfor stiller han ikke op
Jonas Dahl går ikke efter formandspost i SF
Den aarhusianske SF-politiker Jonas Dahls beslutning om ikke at stille op som ny partiformand, er helt udramatisk.
Det fortæller den tidligere skatteminister i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND, efter at han tidligere i dag meddelte, at han ikke bliver en del af et evt. formandsopgør i partiet.
Siden Annette Vilhelmsen meddelte sin afgang som SF-formand i sidste uge, har Jonas Dahl sagt, at han overvejede at stille op som SF-formand.
Men det bliver altså i stedet til en støtteerklæring fra Jonas Dahl til tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr.
- Jeg har gjort stillingen op med mig selv meget, meget hurtigt efter, at Annette trak sig som formand. Det har jeg også meddelt Pia. Vi har haft nogle gode snakke frem og tilbage. Jeg har lovet Pia, at jeg ville afvente, at hun også gjorde sin stilling klar. Da hun i går meddelte mig, at hun stillede op, så aftalte vi, at jeg kort efter ville melde ud, at jeg ikke stiller op, siger Jonas Dahl fredag til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge Jonas Dahl hænger beslutningen om ikke at stille op som SF-formand bl.a. sammen med, at han om en måned skal være far igen.
Derudover mener han, at Pia Olsen Dyhr er det rigtige valg for SF.
- Jeg synes, at hun er den rigtige formand for SF og til at stå i spidsen for den genopbygning af SF, vi nu har brug for.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.