- Derfor sagde jeg ja

Martin Jørgensen skal være fodboldekspert i tv

01:10

1 af 2

Dårligt nok har Martin Jørgensen indstillet sin karriere som professionel fodboldspiller, inden der nu melder sig et nyt jobtilbud på banen.

Den tidligere AGF-spiller skal nu vænne sig til at tørne frem på tv-skærmen i en helt anden sammenhæng. Han skal i fremover være ekspertkommentator hos sportskanalen TV 3 Sport.

Til TV 2 | ØSTJYLLAND fortæller Martin Jørgensen, at rollen som ekspert længe har spøgt i tankerne, og det var derfor ikke svært at takke ja til jobbet:

- Jeg synes, det er en god måde at bibeholde kontakten til fodboldverdenen på, siger han.

Med ekspert-jobbet i hånden ser det derfor ikke ud til, at AGF-veteranen kommer til at kede sig foreløbig.

På tirsdag skal Martin Jørgensen i gang med DBUs såkaldte T-træneruddannelse, som giver nuværende og tidligere professionelle spillere mulighed for at stifte bekendtskab med trænerfaget.

Han understreger, at trænerdrømmen og jobbet som ekspert sagtens kan kombineres:

- Forhåbentlig er der også en plads til mig i AGF til foråret, siger Martin Jørgensen.

Hos TV 3 Sport bliver Martin Jørgensen med tidligere holdkammerater som Peter Graulund og Jesper Grønkjær.

Se et interview med Martin Jørgensen øverst på siden, hvor han fortæller nærmere om baggrunden for at takke ja.