Derfor får Anny ingen erstatning
Forsikringsselskabet Codan om ulykke, hvor butikskunde brækkede ben i svingdør
Forsikringsselskabet for SuperBrugsen i Auning på Djursland forklarer nu, hvorfor det ikke vil tildele erstatning til en kunde, der blev ramt af butikkens svingdør og slynget hen ad gulvet.
Ulykken kostede kunden, Anny Møller, et brækket lårben. Alligevel har hun fået afslag på erstatning:
- Vores rolle i denne her sammenhæng er at vurdere, om Superbrugsen har et ansvar for, at hun (Anny Møller, red.), og der har vi fulgt gældende lovgivning og kan konstatere, at der er ikke tale om noget ansvar for SuperBrugsens vedkommende, siger skadeschef i Codan Forsikring Ane Jægersborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: Brækkede ben i svingdør
For selvom det var deres klients - altså SuperBrugsens - dør, der var skyld i ulykken, så er ulykken ikke butikkens skyld, lyder det fra Ane Jægersborg:
- Der er nogle regler om at føre tilsyn med sådan en dør her, og der er alle krav og regler overholdt, forklarer hun.
Anny Møller har tidligere fortalt, at hun ikke er tilfreds med forsikringsselskabets svar:
- Det overrasker mig meget. Jeg synes, jeg har fortjent det. Jeg er ikke ude på at få en stor erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Forsikringsselskabet har sammenlignet det med, hvis jeg eksempelvis trådte i en vindrue i butikken, hvis ansvar var det så. Det synes jeg ærlig talt var en dårlig sammenligning, siger hun.
I videoen øverst på siden kan du høre Ane Jægersborg uddybe forklaringen på forsikringsselskabets beslutning om ikke at give Anny Møller erstatning. Her svarer hun blandt andet på, hvorvidt svingdøren ikke burde være stoppet, efter at have ramt Anny Møller.