Derfor er skraldespanden ikke tømt: Skraldemænd strejker

Store dele af Aarhus får ikke afhentet skrald i dag. Skraldemændene har nedlagt arbejdet

00:18

VIDEO: Aarhusianerne må kigge langt efter skraldebilen i dag, efter skraldemændene har nedlagt arbejdet.

Hvis du undrer dig over fyldte skraldespande i bybilledet i Aarhus i dag, er der en god forklaring.

En del af skraldemændene fra HCS, der står for afhentning af dagrenovation og genbrugsaffald, har nedlagt arbejdet.

- Vi holdt et møde i morges klokken 5.00, og her blev det enstemmigt vedtaget, at folk skulle blive hjemme fra arbejde i dag, siger Michael Vad, der er tillidsrepræsentant hos HCS, til TV2 ØSTJYLLAND.

Medarbejderne kan ikke forstå, hvorfor en kollega, som alle er glade for, skulle fyres.

Michael Vad, tillidsrepræsentant, HCS

Mange af medarbejderne er utilfredse med, at en vellidt kollega er blevet fyret. 

- Det er lidt et signal til ledelsen. Medarbejderne kan ikke forstå, hvorfor en kollega, som alle er glade for, skulle fyres. Vi har ikke fået en forklaring. Det har ledelsen holdt for sig selv, siger Michael Vad.

02:07

VIDEO: Aarhus Kommune indførte sidste år en ny genbrugsordning. I indslaget her fra juni i år, kan du høre om aarhusianernes vaner har ændret sig.

Luk video

Arbejdsgiver: Vi er kede af det

Arbejdsgiveren, HCS, bekræfter, at en del af skraldemændene har nedlagt arbejdet. Normalt kører de med 18 biler, men i dag er der kun en 6-7 biler på gaden.

- Vi er kede af det på borgernes og kommunens vegne. Det er uheldigt, at folk ikke kan få hentet deres affald, siger projektchef i HCS Klaus Jakobsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Aarhusianerne sorterer affald flittigt – men halvdelen ender stadig forkert

Han afviser at kommentere på, hvorfor den pågældende medarbejder er blevet fyret.

- Det har vi ingen kommentarer til. Det er en personsag, som vi har med en medarbejder, og det vil jeg ikke fortælle om til pressen. Vi har udtalt os om det, vi mente, vi kunne over for medarbejderne, siger Klaus Jakobsen.

Tillidsrepræsentanten forventer, at alle skraldemændene er tilbage på arbejde i morgen.

02:07

VIDEO: I sidste uge fortalte vi om projektet "Waste Hunt," som to unge kvinder har igangsat. Her samler de affald forskellige steder i Aarhus.

Luk video