Der skal gang i byggeriet
Venstres rådmand i Århus Kommune, Gert Bjerregaard, vil fremrykke kommunale byggerier efter skattereformen giver lov til det.
2. mar 2009, kl. 11:48
Mere end 30 dage gammel
Regeringens skattereform lægger op til, at kommunernes anlægsloft kan hæves fra halvanden til to milliarder kroner. Og det vil Gert Bjerregaard (V) udnytte til at få gang i byggeriet.
Rådmanden har taget initiativ til, at alle magistratsafdelinger skal kortlægge, hvilke projekter, det er muligt at fremrykke. Det samlede resultat bliver forelagt den 1. april 2009.
- Vi skal fremrykke så mange projekter som overhovedet muligt, selvom der selvfølgelig er en grænse for, hvor meget vi rent praktisk kan sætte i gang i 2009, siger Gert Bjerregaard.