Der skal forskes i "Hvad nu hvis?"
Aarhus-filosof skal forske i såkaldt kontrafaktisk historie-skrivning
Hvad ville der være sket, hvis terroristerne, der fløj ind i World Trade Center, var blevet stoppet i den amerikanske told og dermed aldrig var fløjet ind i de to højhuse for ti år siden?
Hvordan ville verdenssamfundet så have set ud?
Det er store og hypotetiske spørgsmål, som en række filosoffer nu vil have besvaret. Derfor har Det Frie Forskningsråd afsat 8,5 milllioner kroner til såkaldt kontrafaktisk forskning og historieskrivning. Det fortæller DR Østjylland.
I spidsen for det store projekt de næste tre år står den aarhusianske filosof Asbjørn Steglich-Petersen. Han mener, at vi allesammen er tlbøjelige til en hvad-nu-hvis tænkning.
- Vi kan konstant læse historier og høre udsagn om, hvad der ville være sket, hvis vi f.eks. havde haft en anden regering de sidste ti år, siger han.
- Og på det mere personlige plan: Ville jeg have fået jobbet, hvis jeg havde taget et andet slips på? Sådan noget kan folk jo ligge søvnløse over om natten.
Meget uklart
Asbjørn Steglich-Petersen mener, at det er meget uklart, hvad man har at gå efter, hvis man forestiller sig verdenssituationen ud fra hvad-nu-hvis spørgsmål.
- Hvilke slags forhold, hvilken slags oplysninger ville kunne skubbe dig i den ene aller anden retning i din beslutning? Forskerne skal altså beskæftige sig med, om der er nogle generelle principper for, hvordan vi kan besvare sådanne hvad-nu-hvis spørgsmål.