Der gøres klar til dronningens besøg

Tirsdag gæster Dronning Margrethe Djursland, og mandag var der fuld gang i forberedelserne

02:08

1 af 2

Støvlerne skal skinne og hestene være striglet, når Gardehusarregimentet i morgen, tirsdag, skal ride en kongelig eskorte for Dronning Margrethe og Prinsgemalen i Ebeltoft.

- Der skal være rigtig meget styr på det, alt skal bare være helt i orden, siger Jeppe Karlby, der er rekrut i regimentet.

Gardehusarerne rider tirsdag i det, der hedder rød galla, som er den fineste uniform, de kan ride i. Det meste af mandagen gik da også med at forberede sig, så alt er klart.

Jeppe Karlby har ansvaret for en af de 48 heste, der tirsdag skal ride gennem gaderne i Ebeltoft.

- Vi træner rigtig meget og gør klar til eskorten, hvor det bare skal sidde 110 procent, fortæller han.

Mandag havde heste og ryttere generalprøve rundt i byen.

Her bliver portrættet af Dronning Margrethe afsløret

- Det er jo alle detaljerne. Lige fra om vi nu står rigtigt, når vi skal modtage kareten, og om gardehusarerne gør det, de formodes at gøre, siger Casper De Renouard, der er eskadronchef og major for Gardehusarregimentet.

Efter generalprøven var han ganske tilfreds.

- Det er kun ganske små ting, der skal justeres, og så bliver det rigtig godt, fortæller han.

Dronningen har allerede taget forskud på glæderne, da hun mandag afslørede et stort portræt i Grenaa, som er en gave i anledning af hendes 75 års fødselsdag.

Se billeder fra dagens generalprøve i TV-indslaget øverst på siden.