Der er plads til de kloge børn
Behøver ikke frygte skolereformen
Hvis det gribes rigtigt an, behøver højtbegavede børn og deres forældre ikke frygte, hvordan den nye folkeskolereform kommer til at påvirke dem.
Søndag fortalte TV 2 | ØSTJYLLAND, at forældre til børn, der er særligt kloge, frygter hvordan tilværelsen bliver for deres børn efter sommerferien, når reformen for alvor træder i kraft.
Men det behøves de ikke nødvendigvis at gøre.
- Det er sådan, at både forældre, elever, lærer og pædagoger er bekymret, men jeg synes, man skal gribe mulighederne og se, hvad skolereformen eventuelt kan tilføre af gode ting. Det kunne være, at eleverne i noget af tiden kunne samarbejde med andre højtbegavede børn fra andre klassetrin, at der bliver større mulighed for det, fordi skoledagen bliver forlænget, siger Grethe Grønkjær, der er forlagsdirektør på forlaget GeGe, som blandt andet har udgivet bogen "Højtbegavede børn i skolen - udfordring og inklusion i praksis."
Og det behøver ikke at forværre børnenes muligheder for at være sociale og have fællesskab med jævnaldrende.
- Man kan nogle gange give dem andre opgaver, fordi de så bliver udfordret, men indenfor den samme opgave er der mulighed for at differentiere, og det er det, der er opgaven for lærerne at få hjælp til, og det er vigtigt omkring de højbegavede børn, at man har en viden om, hvordan de tænker, hvordan de skal udfordres, og hvordan de kan reagere fagligt og socialt. Og så skal man være villig til at samarbejde med forældrene og omvendt, siger Grethe Grønkjær.
Og det er lige netop de problemstillinger, som bogen "Højtbegavede børn i skolen - udfordring og inklusion i praksis," handler om og giver værktøj til at løse.
Du kan se mere i indslaget over artiklen om, hvordan de højtbegavede børn bedst hjælpes.