Der er ikke meget utryghed at spore i visitationszoner

Der er ikke meget utryghed at spore hos beboerne i Rosenhøj og Rundhøj, efter der natten til lørdag er oprettet visitationszoner

02:43

Efter uro den seneste tid har Østjyllands Politi valgt at indføre visitationszoner i Rosenhøj og Rundhøj i Aarhus gældende fra natten mellem fredag og lørdag.

Beboerne i de to områder stod derfor op i morges og boede i en visitationszone. Men det er ikke noget, som gør dem specielt utrygge, fortæller flere, som TV 2 | ØSTJYLLAND lørdag mødte gaden i områderne.

Læs også Politiet opretter visitationszoner i Viby efter våbenfund

- Sådan umiddelbart er jeg da lidt bekymret over det, for det gør politiet jo ikke uden, at der er en grund til det, men på den anden side er jeg også tryg ved, at de gør det, for det er jo for at beskytte os, siger Gunni Petersen, tidligere afdelingsformand i Rosenhøj.

Han tilføjer:

- Det er ikke et sted, vi går rundt i frygt og bæven. Der er ikke nogen utryghed.

Visitationszonen i Rosenhøj

Det er et sammenstød torsdag aften mellem to grupperinger ved butikstorvet i boligkvarteret i Rosenhøj, som har fået politiet til at reagere. Op mod 40 personer var involveret, og det er ikke det første af slagsen,

- Det er sammenstød, hvor man i nogle tilfælde har anvendt køller og knive, så det er alvorligt, siger Jens Henrik Jensen, vagtchef Østjyllands Politi.

Læs også Ballade i Rosenhøj: Unge anholdt med slagvåben og knojern

Fem personer i alderen 19 til 32 år blev anholdt torsdag aften, og de var blandt andet i besiddelse slagvåben, peberspray og knojern.

Visitationszonen i Rundhøj

- Der har været nogle hændelser her på det seneste, hvor vi har set nogle af de her sammenstød, og vi tænker, at tiden nu er inde til at indføre visitationszoner, så vi kan få det standset, siger vagtchefen.

Heller ikke Mette Benndahl fra Rosenhøj er nervøs over at færdes ude i området.

- Man hører lidt rundtomkring, der har været lidt ballade ved Aldi, og så har man kunnet høre lidt udrykning, men ellers har vi ikke været berørte af noget, siger Mette Benndahl, der er ernæringsassistent, og fortsætter:

- Vi tør godt at lade vores børn gå ude og lege, og der er ikke noget at være bange for.

Visitationszonerne er gældende i 14 dage, og du kan se mere om sagen i videoen øverst på siden. 

Det giver en visitationszone politiet ret til

- Politilovens § 6 giver politiet ret til at foretage såkaldte stikprøvevisitationer på bestemte steder. Normalt må politiet kun visitere på baggrund af en mistanke.

- Loven giver politiet ret til at "foretage stikprøvevise besigtigelser af personers legeme, samt undersøgelse af tøj og andre genstande, herunder køretøjer. Det sker med henblik på at kontrollere om personen besidder eller bærer våben".

- Politidirektøren skal sagligt begrunde, hvorfor et bestemt sted udpeges som visitationszone.

- Visitationszoner er altid midlertidige og skal altså have en slutdato.

I forarbejderne til politiloven står der, at:
 
- Stikprøvevisitation fastlægges på baggrund af politiets vurdering af, om der er en forøget risiko for, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.

- Visitationszoner vil typisk omfatte et bestemt afgrænset område, for eksempel et værtshus, et butikscenter, en gade eller en plads, mens der ikke kan træffes beslutning om visitation i eksempelvis en hel politikreds eller kommune.

- Der er derimod ikke noget til hinder for, at der vil kunne træffes flere samtidige beslutninger om stikprøvevisitation i den enkelte politikreds, hvis betingelserne for hver enkelt beslutning i øvrigt er opfyldt.

Kilde: Politiloven / Ritzau