Dennis vejede 140 kg: Nu søger han ligesindede at træne med
En randrusianer har på kort tid fået stor opbakning til et vægttabsprojekt, som han har søgt træningskammerater til på Facebook
32-årige Dennis Klinge fra Bjerregrav ved Randers har sat sig et mål. Han vil tabe sig, og der er allerede røget 10 kg af den førhen 140 kg tunge krop. Nu skal fysisk træning få mere fedt til at rasle af, og han håber på at få andre med.
Den lidt for tunge randrusianer har nemlig for nylig søgt efter træningsmakkere på siden "Facebook Randers", og udover at han fik stor støtte til sit projekt, har 30 interesserede meldt sig på banen til at joine ham.
- Tanken er, at det er nemmere at gøre ting i fællesskab, og så har jeg også gjort det for at udfordre mig selv. Nu er det ikke kun i mit hoved, men er lagt offentligt ud, så jeg er bundet til opgaven, siger Dennis Klinge til TV2 ØSTJYLLAND.
Kan ikke lege med børn
Siden teenage-årene har han kæmpet med kiloene, som så har siddet på kroppen siden.
- Da jeg var teenager fik jeg betændelse i rygsøjlen, som jeg blev opereret for. Herefter var jeg sygemeldt i næsten et år og tog en forfærdelig masse kg på, som jeg aldrig er kommet af med igen, siger Dennis Klinge.
Det har lige siden haft stor indvirkning på hans hverdag.
- Jeg har svært ved at passe mit arbejde, og det har været svært for mig at være far for mine børn og lege med dem, forklarer Dennis Klinge.
Læs også
Indtil for nylig vejede han så 140 kg, men har tabt sig 10 kg via en kostomlægning, og nu skal fysisk træning så give ham det sidste skub i retningen mod en mindre figur.
- Jeg tror på, at det kan lykkes, når vi er flere, der får fælles oplevelser, mad og træning, lyder det fra Dennis Klinge.
Du kan se mere til ham og hans projekt i videoen øverst i artiklen.