Denne mand er efterlyst for overfald på 84-årig
Politiet efterlyser formodet gerningsmand til voldsomt overfald på kvinde i Viby. Kvinden er i dag lam i den ene side.
Østjyllands Politi har netop offentliggjort billedet af den mand, som er mistænkt for at have overfaldet en 84-årig kvinde i en opgang på Øster Alle i Viby, hvor kvinden bor.
Overfaldet fandt sted fredag den 29. januar.
Politiet mistænker manden for at have fulgt efter kvinden, efter at hun hævede penge i en Nordea-bankfilial ved Viby Torv.
Den formodede gerningsmand blev filmet af et overvågningskamera i Nordea, og den samme mand er også filmet i et Føtex-varehus, hvor kvinden handlede efter at have hævet pengene.
Gerningsmanden fulgte derefter sandsynligvis efter kvinden og overfaldt hende ved hendes bopæl på Øster Alle. Manden holdt kvinden for øjnene, munden og nakken og væltede hende ned på gulvet, inden han forsvandt med hendes taske.
Tasken indeholdt de penge, hun kort forinden havde hævet i Nordea.
Kun en halv time efter overfaldet fik den 84-årige kvinde en hjerneblødning. Hun er efterfølgende blevet lam i den ene side.
Politiet vurderer, at den formodede gerningsmand er mellem 20 og 25 år, ca. 175 cm. høj og almindelig af bygning. Under røveriet var han iført Converse-sko, blå cowboybukser, rød hætte-jakke med gult og blåt mønster samt en kasket.
Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelse klokken 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Overfaldet fandt sted på Øster Alle i Århus-forstaden Viby:
http://maps.google.dk/maps?f=q&source=embed&hl=da&geocode=&q=%C3%98ster+Alle+47+Viby&sll=56.128631,10.170636&sspn=0.008886,0.027831&ie=UTF8&hq=&hnear=%C3%98ster+Alle+47,+8260,+%C3%85rhus&t=h&ll=56.127471,10.166945&spn=0.006889,0.02193&z=15&iwloc=A" style="color:#0000FF;text-align:left">Vis stort kort