Denne Lego-robot kan redde liv
Tre HTX-elever vinder pris for minerydderrobot
Tre elever fra Teknisk Gymnasium Viby har vundet DM-finalen den internationale konkurrence World Robotic Oympiad.
De tre elever, Jonas Dose, Rasmus Lunding Henriksen og Jacob Kjærsgaard, stillede op i den åbne konkurrence, hvor årets tema var "Robots for Life Improvement" - det vil sige at få en idé til en eller flere robotter, der kan forbedre livet for mennesker.
De havde valgt at arbejde med minerydning med udgangspunkt i det store antal miner, der hvert år detonerer og medfører, at mange civile mennesker bliver lemlæstet.
Deres robot var en flyvende robot båret af heliumballoner. Med motorer lavet med Lego og forskellige sensorer kan robotten selv manøvrere og søge efter miner fra luften uden berøring med jorden.
Kan styres med joystick
Robotten sender via Bluetooth data fra en GPS-enhed til en printer, der udskriver de lokationer, hvor der er miner. Printeren var også bygget i Lego.
Med et joystick, der kommunikerer via Bluetooth, kan robotten også styres manuelt. Bortset fra ballonerne og printerens skriveenhed er alt lavet i Lego.
DM-finalen foregik på Aarhus Universitet. Som nykåerede danmarksmestre skal de tre aarhusianske elever forsøge at gentage succesen, når de om to uger stiller op ved den internationale konkurrence i Abu Dhabi i de Forenede Arabiske Emirater.