Den ultimative maskine
Sender partikler af sted med lysets hastighed
Aarhus Universitet indvier i dag den nye partikelaccelerator ASTRID2. Den 46 meter lange maskine markerer ifølge universitetet et kvantespring for forskernes muligheder.
- Skridtet, vi tager nu fra den gamle accelerator til ASTRID2, kan i billedlig forstand sammenlignes med det teknologiske skridt fra hammer og armbolt i en smedje til atomfysik i et laboratorium, siger centerleder, dr. scient. Søren Pape Møller i en pressemeddelelse.
Tæt på lysets hastighed
I 2008 bevilgede Videnskabsministeriet 37 mio. kr. til konstruktionen af en ny accelerator på Institut for Fysik og Astronomi. Siden da har fysikerne arbejdet med at udvikle, designe og bygge ASTRID2, der fungerer ved at accelerere elektroner op til nær lysets hastighed, hvorved meget intenst kortbølget lys udsendes.
- ASTRID2 bliver en af verdens bedste røntgen-kilder. Den kan bruges inden for en bred vifte af videnskabelige fag. I fremtiden vil anlægget blandt meget andet bruges til at teste ny medicin, samt kortlægge egenskaberne i nye komplekse og eksotiske materialer, der kan bidrage til samfundets teknologiske udvikling, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Tiltrækker eliten
I 1991 blev universitetet det eneste sted i Danmark med en stor partikelaccelerator af denne type, da man indviede ASTRID. Forskningscenteret har gennem årene tiltrukket bl.a. fysikere, læger og biologer fra hele verden, og den udvikling vil fortsætte med den nye accelerator.
- Der vil kun være ganske få steder i verden, der vil kunne måle sig med det anlæg, vi nu indvier her i Danmark. Vi vil kunne tilbyde den internationale forskningselite den ultimative kilde til synkrotronstråling, siger Søren Pape Møller.
I videoen herover kan du se en animation af, hvordan acceleratoren virker.