Den store veganer-krise:

Sten elsker bacon

Jeg var en glad kødspiser. Uden samvittighed. Nu overvejer jeg at blive veganer. Her kan du læse hvorfor.

Hej.

Hvis du vil bruge 10 minutter på at læse denne webdok, kan du finde ud af, om du vil være veganer. Du kan som minimum blive forvirret på et højere niveau.

Det er det, der er sket for mig. At jeg er blevet forvirret altså.

Jeg hedder Sten. Jeg spiser kød. Jeg elsker bacon og sprødt kyllingeskind. Jeg vil gerne tabe mig.

Jeg er journalist hos TV2 ØSTJYLLAND og har fået til opgave at skrive om 'veganer-bølgen', og det har udviklet sig til en slags personlig krise. Ja, nærmest skizofreni. 

 

Vi har ikke længere slaver, og kvinder har fået stemmeret. Nu er det tid til, at vi kigger på, hvordan vi kan gøre det bedre for dyrene.

Ulrik Myrtue, veganer, lokalkoordinator i The Save Movement

 

Mit problem er, at jeg ikke kan finde ud af, om jeg skal blive ved med at spise kød, eller om jeg skal prøve veganer-vejen.

Min tvivl er delvist affødt af en video. Flere videoer faktisk, men særligt én. Den viser en ko, der bløder fra halsen. Koen laver nogle forfærdelige lyde og spjætter krampagtigt med benene, mens den bliver flyttet rundt af en gaffeltruck som om, den var en palle gipsplader. Til sidst bevæger den sig ikke mere.

 

Advarsel: denne video inderholder stærke billeder (uden lyd)
Videoen er optaget af 
Casper Hilt - Animal Rights Activist

00:59 Luk video

 

Scenen er fra Århus Slagtehus. Bemærk det sidste ord i Århus Slagtehus. Det giver lidt sig selv, hvad de laver derinde. Jeg har bare virkelig, virkelig ikke lyst til at vide, hvordan min pakke oksekød bliver til. 

Min indre kødspiser prøver desperat at lave strudsen med forsinket effekt. Det duer selvfølgelig ikke. Det er umuligt at stikke hovedet ned i sandet og lade som om, du ikke er der, når du først har set noget. Det gælder i alle livets forhold (jep, jeg er meget klog - en slags Østjyllands Dalai Lama).

 

Du må ikke slå ihjel

 

Min tvivl bunder dog mest i to snakke, jeg har haft. Den ene er med veganer-Ulrik. Den anden er med Karsten. Han hedder Willumsen til efternavn og er slagtekalveproducent. Han er også med i bestyrelsen i brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer.

Det er en typisk journalist-idé. Vi skal snakke med en veganer og en kødproducent. Vi skal finde svar - nuancere verden. 

Først skal det handle om Ulrik med efternavnet Myrtue. Ikke myreture. Han er 29 år og har været veganer i 2 år. Sidste år tog han initiav til den veganske aktivistgruppe Vegan Change. Han er også lokalkoordinator i græsrodsbevægelsen The Save Movement.

 

Ulrik er ham den slanke til venstre. Spørgsmålet er, om han kan omvende mig til at blive veganer.

 

Han siger, han er veganer, fordi der ikke er nogen grund til at spise dyr. Det er etisk forkert. Moralsk uansvarligt. Han bliver motiveret af det etiske aspekt.

- Jeg vil hellere spise nogle planter, så jeg ikke behøver at slå nogen ihjel. Jeg vil gerne forsøge at gøre så lidt skade som muligt i verden, siger han.

- Vi er også dyr, og det er noget, folk glemmer at tænke over. Vi er ikke noget særligt, siger han.

Lige her tror jeg, at jeg kan slå luften ud af Ulrik. Hvis vi er et dyr, må vi jo godt spise dyr. Det gør mange andre dyr. Jeg er helt klar til at punktere hele hans veganer-retorik. Ulrik vil ikke lege med. 

- Vi er et dyr, der har et moralsk lag. Vi kan vælge at gøre det rigtige, og vi kan reflektere over vores handlinger. Det er ren egoisme, at vi fortsætter med at spise kød, når vi kunne vælge ikke at tage liv, siger han.

Hvis jeg var en ludobrik, var jeg slået hjem. Hvorfor er jeg med til at slå ihjel? Jeg kunne ikke selv slå en ko ihjel, hvis den stod foran mig. Jeg har engang hugget hovedet af en høne, men det er en anden historie. 

 

Tårer, slaver og kvinders stemmeret

 

Ulrik var for nogle dage siden med i en såkaldt 'vigil' ved Århus Slagtehus. Her troppede en gruppe veganere op foran slagtehuset, hvor de vågede over køerne, mens køerne blev kørt ind til deres endeligt.

Aktivisterne stillede sig så tæt på køerne som muligt. Mange græd for køerne. Nogle filmede dem. Aktivisterne stod også ude på vejen foran slagteriet med bannere og skilte.

 

 

Jo, jeg skrev: 'Mange græd for køerne'. Jeg har aldrig set nogen græde over en hakkebøf (det har måske fundet sted). Ikke desto mindre rumsterer et spørgsmål i mit hoved: Hvordan kan jeg spise burgere og lasagne, når jeg ikke kan holde til at se, hvordan kødet bliver til? 

 

 

Aktivisterne filmer netop køerne for at gøre folk mere bevidste om, hvad det er, de spiser til aftensmad, siger Ulrik. Folk bør forstå sammenhængen mellem dyr og det kød, de spiser, siger han.

De ansatte i Århus Slagtehus slagter omtrent 1000 køer om ugen. Det er et køernes Holocaust. Det kalder nogle af aktivisterne det. Ulrik mener, at vi vil kigge tilbage på det som en historisk skamplet.  

 

 

- Jeg ser det som en naturlig udvikling i den her verden. Der er sket rigtig meget med menneskerettigheder. Vi har ikke længere slaver, og kvinder har fået stemmeret. Nu er det tid til, at vi kigger på, hvordan vi kan gøre det bedre for dyrene, siger han.

 

Et knapt så billigt grin

 

Jeg bliver noget overrasket over sammenligningen med kvinders stemmeret og slavernes frigørelse. For slet ikke at tale om Holocaust-metaforen. Come on. Det er dyr.

Men igen sniger Ulrik et argument ind, som jeg kan se fornuften i. Han er faktisk ret irriterende på den måde. 

- Hvis man behandlede hunde og katte på samme måde, som man behandler de dyr, vi spiser, så ville hele Danmark stå foran et slagteri. Så ville det ikke kun være os. Se på den måde, vi behandler vores kæledyr på, og hvordan vi reagerer, når et kæledyr kommer til skade. Men vi er ligeglade med de dyr, vi spiser, siger han.

For mit indre øje kører atter videoen af den blødende ko, der bliver flyttet rundt af en gaffeltruck. Til sidst bevæger den sig ikke mere. 

 

De umiddelbare følelser hos mennesker og kvæg er formodentligt meget sammenlignelige.

Peter Sandøe, professor i bioetik ved Københavns Universitet, dyrevelfærdsekspert

 

Det er nok på tide, at jeg afslører noget om mig selv. Det er muligvis ikke særligt empatisk, men det er sandt. Jeg har altid syntes, at aktivistiske veganere var nogle tosser. Gakkede ekstremister. Et billigt grin. 

Ulrik er en intelligent, velartikuleret yngre mand. Han er ikke vred på verden, og han råber ikke. Han siger ikke, at gulerødder har følelser, eller at det gør ondt på græsset, når man træder på det.

Han mener bare, at vi ikke bør tage dyrenes liv, og at vi ikke har behov for kød. 

 

Fake news!

 

Hænger du på endnu? Det håber jeg, for nu kommer jeg til ham, der mener det modsatte af Ulrik.

Ind fra højre kommer slagtekalveproducent Karsten.

 

 

Efter at have talt med Ulrik er jeg mentalt 55 procent veganer, og jeg er faktisk noget oprevet. Jeg fortæller Karsten om de videoer, jeg har set. Jeg fortæller ham, at dyreslagtning ligner tortur. 

Karsten lytter opmærksomt. Han kan godt forstå, at det ser voldsomt ud for en person, som jeg, der ikke har dyr og fødevareproduktion inde på livet. Han har dog ikke meget til overs for veganernes udstilling af dyreslagtning. 

- Der mangler ekstremt mange nuancer. Det bærer præg af, at de overhovedet ikke har sat sig ind i, hvordan man afliver et dyr. Det er fake news. Jeg har ikke respekt for, at man fører sig frem med usandheder, siger han. 

Aha, tænker jeg. Donald Trump har ikke levet forgæves, tænker jeg også.

 

Slagte-samvittigheden er ren

 

Det er nervernes skyld, at et dyr ligger og spjætter, når man afliver det, fortæller Karsten mig. 

- Når vi slagter, bedøver vi først dyret med en boltpistol. Dyret dør af, at man skærer halsen over på det. Hvis det er gjort efter forskrifterne, så vil dyret ligge og spjætte, og det ser jo drabeligt ud, hvis man ikke ved, hvordan man afliver et dyr. Men det er bare nerver, siger han. 

Karsten har god samvittighed med at slagte kalve, og han føler sig ramt på sin faglige stolthed, når det udstilles som om, dyrene lider unødigt. Det bliver han ked af, fortæller han.

Han mener også, at kød har noget unikt at byde på, som man ikke kan erstatte.

- Ernæringsmæssigt er kødproteinet lettere at omsætte. Vi kan bedre og hurtigere fordøje det end plantebaserede proteiner. I min verden ville et middagsbord også være lidt kedeligt uden kød. Det smager virkelig dejligt, siger han.

 

Kødspiser eller veganer: Det siger eksperten

Det er generelt en sund livsstil, hvis man lever som veganer. Der er dog stor fare for, at man kommer til at mangle nogle vitaminer og mineraler, hvis man skærer alt animalsk fra. Dem skal man så få dækket ind på anden vis.

Det vil sundhedsmæssigt være udmærket, hvis den gennemsnitlige dansker skærer ned på kød- og sukkerforbruget og spiser flere frugter, fuldkornsprodukter og grøntsager.

Flere undersøgelser viser, at et stort indtag af kød er forbundet med en vis øget risiko for hjertekarsygdomme og kræft. 

I forhold til kost og sundhed er det vigtigste ikke, om man er kødspiser eller veganer. Intet er absolut sundt eller usundt  Det vigtigste er at spise varieret og i fornuftige mængder.

Kilde: Bjørn Richelsen, professor i klinisk ernæring ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet

 

Et følsomt følelsesliv

 

Nu kommer vi til et tricky emne. Det handler om dyrs følelsesliv.

Jeg er konsensussøgende (i det omfang det nu lader sig gøre, når man har to små børn). Jeg vil derfor starte med det, veganer-Ulrik og slagtekalveproducent-Karsten kan blive enige om: Dyr har følelser.

Herfra går det ned ad bakke, hvis man godt kan lide enighed.

- Meget forskning viser, at dyr har alle de her følelser, som vi prøver at tage fra dem. Når køer bliver separeret fra deres kalve, får de en sorg i kroppen, ligesom vi gør, hvis får taget et barn fra os, siger Ulrik. 

 

 

Ah, gør de nu også det, tænker jeg. Godt nok er kalve søde og har store brune øjne, men koens sorg kan næppe sammenlignes med en mor, der har mistet sin nyfødte baby.

Ulrik medgiver, at han ikke selv har været inde i hovedet på en ko, og at han derfor ikke ved, hvad der sker derinde. Men...

- Dyr er individer som du og jeg. De har et veludviklet følelsesliv. De kan være angste, og de kan lege, som vi kan. De har lyst til at leve, ligesom vi har. Jeg mener ikke, at man skal blive ved med at behandle dem som produkter, siger han. 

En helt almindelig dansker spiser omkring 50 kilo kød om året, men man behøver ikke fortsætte med at slagte og spise dyr bare fordi, man har gjort det meget længe, siger Ulrik. 

Karsten Willumsen anfægter som nævnt ikke, at dyr har følelser. Men han tror ikke på, at køerne savner deres kalve, når de bliver fjernet umiddelbart efter fødslen. Han savner evidens på området.

- Ud fra et fagligt og rationelt synspunkt, er det bedre at tage kalvene fra efter et døgn. Veganerne har en devise om, at dyrene har de samme følelse, som vi har. Det føler jeg mig ret sikker på, at de ikke har. Rent fagligt vil du komme galt af sted, hvis du sammenligner dyrs følelser med menneskers følelser, siger han.

 

Dyrefølelser eller ej: Det siger eksperten

Det er traumatisk for både ko og kalv, hvis man skiller dem ad umiddelbart efter fødslen. Traumet er målt på dyrenes reaktioner større, hvis de bliver adskilt, efter at de har været sammen i længere tid.

De umiddelbare følelser hos mennesker og kvæg er formodentligt meget sammenlignelige. Det kan være glæden ved at være sammen, angsten for at blive fjernet fra sin mor, savnet ved at miste sin kalv. 

Mennesker kan bære rundt på erindringer og følelser gennem et længere liv, mens dyr efter alt at dømme lever mere i nuet. De bærer ikke en sorg i kroppen på samme måde. 

En ko eller en gris ved ikke, at den skal slagtes. Den har har intet begreb om døden. Men den kan blive bange på et slagteri. Den kan mærke uroen, lugten af blod, stressniveauet. Det reagerer den på.

En afgørende forskel mellem mennesker og mange dyr er, at vi mennesker typisk har en livslang relation til vores familie. Dyr som køer og grise har et ret kortvarigt forhold til deres unger; efter fravænningen ophører den særlige relation mellem forældre og afkom. De er indrettet til at sige uigenkaldeligt farvel til hinanden.

Kilde: Peter Sandøe, professor i bioetik ved Københavns Universitet, dyrevelfærdsekspert

 

En slags konklusion

 

Hvor er alt det om klimaet, tænker du måske. CO2-udledning. Klimaomkostningerne ved at producere kød. Det er et stort emne, der formentlig kommer til at fylde meget i mine børns liv.

Det, jeg kan skrive om klima-delen, er tyvstjålet fra en ny artikel i videnskab.dk. Essensen er, at vi tilsyneladende kan reducere CO2-udledningen fra landbruget med 50 procent ved at dyrke korn og grøntsager frem for at avle dyr. 

Nå, men jeg skal jo nå frem til et facit i forhold til en mulig fremtid som veganer. Her er hvad, jeg ved:

Jeg kan ikke se nogen grund til at spise kød. Jeg kan se en masse fordele ved at lade være. Jeg tror, veganer-Ulrik har ret: Jeg spiser kun kød, fordi mine smagsløg kræver det. Jeg er blevet tilvænnet kød, siden jeg var et lille barn.

Jeg synes, det er synd for grise og køer, når slagterierne behandler dem som livløse produkter. Jeg har ikke lyst til at være en del af at dræbe dyr på den måde.

I parentes: Høns kan ikke vække de store følelser i mig. Seriøst, prøv at se på dem. Virker de som intelligente dyr? Tror du, at de har et følelsesliv, der er værd at tale om? I don't think so (jeg får nok et par mails for den sætning).

Så langt så godt.

På trods af alle fordelene ved at blive veganer, tror jeg, at jeg højst bliver en slags pseudo-vegetar. Jeg har nemlig ikke lyst til et liv helt uden mælk. Ost. Brød. Slik (selv om jeg gerne vil tabe mig).

Det er heller ikke helt nemt at blive veganer med to små børn og en forlovet, der alle spiser kød. Skal de så også være veganere? Skal jeg køre solo? Det er typisk ikke mig, der køber ind, og jeg kan se både logistiske og personlige problemer tårne sig op. Temperament er ikke en mangelvare i min lille familie. 

Jeg spurgte min femårige, hvad hun ville synes om, hvis far ikke spiste kød eller drak mælk.

Timingen var indrømmet ikke perfekt. Jeg havde lige fået talt hende ned efter en højdramatisk episode ved middagsbordet. Min datter var stormet op på sit værelse, fordi hun skulle prøve at smage mørbradbøf. Det viste sig tre minutter senere, at hun faktisk kun ville have mørbradbøf og i hvert fald ikke søde kartofler. 

Jeg er på vej ud ad en tangent.

Jeg tror, at hun svarede, at det ville være synd for mig. Jeg er delvist enig med hende.

Spørgsmålet er, hvad du er nået frem til...

 

 

Epilog

 

Det hører med til historien, at min kollega Sophie har ringet til Århus Slagtehus. Hun havde en idé om, at vi skulle følge en af medarbejderne på slagteriet. Hun havde også en idé om, at vi skulle filme produktionsforholdene. 

Hun fortalte mig først, at hun havde haft en rigtig god snak, og at manden i røret havde forklaret, at de har grønne smileys og dyrlæger ansat. 

Senere blev hun dog ringet op af Fødevarer og Landbrug - brancheorganisationen for landbruget. En flink pressechef forklarede, at slagteriet ikke ønskede mediebesøg. I stedet tilbød de et besøg på en gård i Ikast.

 

 

Tekst: Sten Brøgger

Foto og redigering: Anders Stougaard Madsen, Jakob Kryger

Grafisk tilrettelæggelse: Kristine Helms

Af TV2 ØSTJYLLAND, juni 2018

 

Læs også Christian er veganer: Går i hamp, colaflasker og bildæk

Læs også VIDEO: Køerne kom på græs i Østjylland

Læs også Professor: Vi tillægger dyr alt for mange menneskelige følelser