Den grønneste festival

Northside vinder international miljøpris

Foto: Daniel Fjord

Den aarhusianske Northside Festival kan ikke kun glæde sig over at være en af de hurtigst voksende festivaler i Danmark.

I dag har festivalen fået anerkendelse for noget helt andet - nemlig for sin indsats for miljøet.

Northside Festival har, som den første danske festival nogensinde, fået tildelt den internationale pris A Greener Festival Award. Prisen bliver i år givet til 12 festivaler, som har gjort en indsats for at reducere forskellige former for miljøspild.

- Det er rigtig stort for os. Vi skal bestemt fejre det med en økologisk øl i nærmeste fremtid, lød det i dag fra bæredygtighedsansvarlig i Northside Festival Anne Jensen.

Organisationen A Greener Festival begrunder prisen med, at Northside blandt andet har fokuseret på at skabe gode vilkår for cyklister og fodgængere.

- Det er så fedt, at vi har vundet denne pris. Det betyder rigtig meget at få anerkendelse, for det arbejde man laver. Vi har siden starten haft en ambition om at tænke bæredygtighed og miljøhensyn ind i vores festivalproduktion, og særligt de seneste tre år er vi kommet rigtig langt, siger bæredygtighedsansvarlig Anne Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I forbindelse med dette års Northside Festival var 70 procent af mad- og drikkevarerne økologiske og 50 procent af affaldet blev sorteret.

Også til næste års festival har arrangørerne en række nye tiltag i ærmet, som de senere hen vil løfte sløret for.