Den gamle By på vej mod rekord

Stor interesse for den nye del af Den gamle By  

1974-gaden er første etape af det store projekt med bykvarterer fra den nære fortid. Her ses Pouls Radio, Broderiboden, Fotoborgen, Bækgaards rejsebureau og Krampaus glarmesterbutik. Foto: Thorsten Overgaard

Foryngelsen af "Den gamle By" med en ny afdeling fra 1927 til 1974 har givet museet rekord-tilstrømning af publikum.

- Alle uger har indtil nu været bedre end sidste år, og trods bidende kolde vintermåneder, har vi i alt haft 20 pct. flere gæster end i samme periode sidste år, siger direktør Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelse.

Han oplyser, at den positive udvikling skyldes, at det store projekt med kvartererne fra 1927 og 1974 har tiltrukket mange besøgende, som fryder sig over en tid, de kan huske. Det gælder især radio/TV-forretningen Pouls Radio og butiksgaden fra 1974. Men også mange følger byggeriet, der vil åbne med flere butikker, lejligheder, baggårde og små virksomheder.

I påsken åbnede Den Gamle Bys hidtil største permanente udstillingsprojekt Kunstkammeret, og sidst i maj kom der også et ekstra tilbud til børnene med udstillingen Shanes Storbyspillopper. 

- Vi har stadig de to store sæsoner tilbage med sommeren og julen. Men vi ved jo godt, at træerne næppe gror ind i himlen. Skulle det fortsætte, som det er begyndt, vil museet nå op omkring 400.000 gæster i år, og det vil være ny rekord, siger Thomas Bloch Ravn.