Den Gamle By på internationalt niveau

Den Gamle By i Århus er blandt de turistattraktioner, som turisterhvervet giver højeste klassificering, fem stjerner.

Den Gamle By i Århus samt otte andre danske turistattraktioner kan levere oplevelser af så høj kvalitet, at de har fået fem stjerner i turisterhvervets egen klassificering.

Foreningen Danske Turist Attraktioner (DTA) står bag ordningen, hvor topkarakteren fem stjerner er udtryk for, at stedet kan betegnes som en international attraktion.

Ordningen gælder for to år, og det er anden gang, at klassificeringen gennemføres. Med en enkelt undtagelse er kredsen af femstjernede attraktioner uændret, idet Vikingeskibsmuseet i Roskilde avancerer til højeste niveau.

- Vores ærinde består ikke i at fortælle, at en attraktion til fem stjerner er mange gange mere værd end en attraktion til én eller to stjerner. Alle disse steder har en værdi, men for nogle af dem rækker den næppe ud over det lokale eller regionale plan. For dem vil to stjerner være det højest opnåelige, og det lever de formentlig fint med, siger Peter Ludvigsen, direktør for Arbejdermuseet i København og bestyrelsesmedlem i DTA.

<B>ARoS har fået fire stjerner</B>
På listen kigger man forgæves efter populære kunstmuseer som Louisiana i Nordsjælland og Arken syd for København. Derimod optræder ARoS i Århus i næsthøjeste kategori, fire stjerner.

87 steder har tilmeldt sig ordningen, en fremgang på 15 fra 2006. Alle stederne optræder på hjemmesiden <a href="http://www.turistattraktion.dk/" target="_blank">www.turistattraktion.dk</a>, men dog ikke rangeret i forhold til hinanden.