muted

Den etbenede jyde cykler for fred

Han mistede sin far, sin bror og sit ben i krigen i Afghanistan. Nu er han taget tilbage til brændpunktet for at samle et hold, som skal cykle for fred.

Dette er historien om Ahmad Walid Rashidis kamp for fred.

Flere mænd råber vulgære kommentarer efter kvinderne langs ruten. De mener ikke, kvinder skal cykle, fordi de - ifølge dem - mister deres mødom. Ahmad Walid Rashidi er målløs over den råhed, der stråler ud dem. De vender bare den anden kind til, og det gør Ahmad Walid Rashidi stolt.

Ahmad Walid Rashidi i Afghanistan dagen inden løbet
Ahmad Walid Rashidi i Afghanistan dagen inden løbet

Ahmad Walid Rashidis identitet er splittet mellem krigerbarnet fra Afghanistan og hans opvækst i velfærdsdanmark.

Han studerer statskundskab. Han bor i Skanderborg med sin forlovede. Han arbejder som afløser hos hjemmeplejen og plejehjemmet Bøgeskovhus i Viby i Aarhus. 

I oktober tog han tilbage til der, hvor han kravlede sig igennem sine første år af livet: Afghanistan.

Han har taget en forlænget ferie for at skabe opmærksomhed om kvinder og børns rolle i fredsforhandlinger i Afghanistan. En ferie med livet som indsats.

Peace on Wheels

Ahmad Walid Rashidi står bag arrangementet Peace on Wheels. 

Den 16. oktober 2020 cyklede 45 unge 35 kilometer i Kabul i Afghanistan.


Peace on Wheels er et event, der skal sprede budskabet om, at unge - særligt kvinder - ønsker at leve i fred. 

Han er hjemme igen, men er allerede ved at planlægge endnu et cykelløb.

Ahmad er født i Kabul i Afghanistan den 30. august 1991. Han blev født ind i en borgerkrig. I en krydsild mellem Taliban og regeringsstyrken mistede han sin far, bror og sit venstre ben som femårig.

Han kravlede og skubbede sig frem de følgende fem år, indtil han drog til Danmark i 2000 som FN-flygtning sammen med sin mor og sine søskende. Familien skulle starte en ny tilværelse i Danmark.

Det var her, Ahmad Walid Rashidi rejste sig igen. Han fik en benprotese og siden da, har han ikke sat sig ned igen.

Tabet af mit ben, min far og min storebror skal ikke gå til spilde,
Ahmad Walid Rashidi

Ahmad Walid Rashidi letter fra Kastrup. Stewardessen fægter med armene, mens højtalerne fortæller den obligatoriske remse om sikkerheden ombord på flyet.

Ahmad Walid Rashidi hører kun summen af stemmer. Hans opmærksomhed er fokuseret på målet. Tankerne pumper afsted som et damplokomotiv. Der foregår alt for meget i hans hoved lige nu til, at han magter at styres af andre.

- Lige nu føles det ikke blot som om, jeg mangler benet, men hele hovedet, skriver Ahmad Walid Rashidi i en besked til TV2 ØSTJYLLAND.

Han lander cirka 20 timer senere og er den første til at gribe sin taske. Han farer ud af flyet og styrter over til en lang kø for at få stemplet sit pas, men han ændrer retning og går direkte hen til disken for diplomater.

- Husk lige, det her er kun for diplomater, understreger manden bag disken.
- Ligner jeg ikke en diplomat, råber Ahmad Walid Rashidi, fordi han allerede er langt væk.

Han tripper, mens bagagebåndet snurrer. Flere tasker kører forbi, inden der er jackpot. Igen løber han videre for at få undersøgt sin bagage. Han hidser sig op, fordi det går langsomt og kommer hurtigere til. 

- Det er dem, der taler højest, der kommer først i Afghanistan, påpeger han.

Ahmad Walid Rashidi er tilbage i landet, hvor det hele begyndte. Dengang han var et meget frækt og energisk barn.

- Min bror og jeg lavede et hul i væggen ind til naboen, så vi kunne se dem have sex. Jeg forstod ikke, hvorfor de sloges, men det gjorde min bror godt, fortæller han, mens han griner.

Men han gik fra at være ham, der altid blev valgt som nummer to til fodbold, til at være ham, man måtte få, fordi han ikke kunne spille med et ben.

- Hele min barndom, hele min opvækst har jeg haft dårligt selvværd. Jeg har været vant til at være ham, der manglede et ben, men jeg har aldrig været ked af at mangle et ben, siger han. 

Ahmad Walid Rashidi ser sin protese som en velsignelse, men samtidig en konstant påmindelse om, at han skal yde mere end andre, fordi de fleste mennesker ikke har fået den hjælp, som han har.

- Mit liv har altid været en kamp, så jeg har altid skullet finde en måde at navigere på. Jeg har aldrig kendt til andet end kaos, fortæller han.

Det var på den måde ikke nemt at blive placeret på et asylcenter i Vestjylland som en fremmed fra en fjern planet.

Ahmad Walid Rashidi har også kæmpet for at krigsofre i Afghanistan kan få proteser.
Ahmad Walid Rashidi har også kæmpet for at krigsofre i Afghanistan kan få proteser. Foto: Privat
- Selv da jeg kom til Danmark, befandt jeg mig i en måske endnu større krig, fordi det var en psykisk krig, som jeg ikke havde i Afghanistan, siger Ahmad Walid Rashidi.

Han gik fra at være klassens bedste og med en mor, der arbejdede for regeringen, til at være landsdelens første ”fremmede”.

Han skulle lære et nyt sprog og blev mobbet i skolen, fordi han var vokset ud af protesen og sad i kørestol.

Nu begyndte vreden at ulme. En vrede, han vendte til trodsighed, som lærte ham at gå med en ny protese, cykle med protesen og køre på rulleskøjter. Men samtidig var det en trodsighed, der gjorde ham aggressiv og voldelig og sendte ham ud i kriminelt selskab.

Ahmad Walid Rashidi på sin cykel i Danmark.
Ahmad Walid Rashidi på sin cykel i Danmark. Foto: Privat

Ahmad Walid Rashidi har set så mange sorte ting, så når han ser et enkelt lys, er det som et fyrtårn. Han har lært sig selv at bruge vreden og traumet som et værktøj til at knokle hårdt for sine drømme.

I dag vil han nok få en fartbøde på livets landevej. Han lever med Post Traumatisk Stress Disorder (PTSD) og trives bedst, når speederen hugges i bund.

Turen tilbage til barndomslandet har vist ham, hvorfor hans mor gjorde, som hun gjorde i hans barndom og rykkede resten af familien til Danmark. Samtidig har han fundet ud af, hvad det vil sige at være flygtning, for det er svært at høre hjemme i både Afghanistan og Danmark.

- Jeg ser mig selv som jyde og kabulgenser, men finder bedst hjemme bare i mig selv, fortæller han.

Ahmad Walid Rashidi arrangerede et møde med den danske ambassadør i Afghanistan, Mette Knudsen. 

- Han virkede meget entusiastisk og som en fyr med mange jern i ilden, fortæller Mette Knudsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun mener, at unge kan gøre en forskel i fredsforhandlingerne i Afghanistan, og at et arrangement som det, Ahmad Walid Rashidi har lavet, kan være med til at sætte fokus på de unges rolle.

- Det er alt ære værd, at han tager initiativer, og jeg håber, det kan føre til noget positivt, fortsætter hun.

70 procent af den afghanske befolkning er nemlig under 25 år. Ifølge Mette Knudsen er det afgørende, hvordan de unge stiller sig i forhold til fredsprocessen.

- Alle vil have fred, men ikke for enhver pris, understreger hun.

Krigen i Afghanistan

Terrorangrebet, som al-Qaida stod bag, mod New York og Washington D.C. den 11. november 2001, førte til en amerikansk invasion i Afghanistan, hvor den islamistiske bevægelse Taliban havde magten.

 

De to islamistiske organisationer var ikke tæt knyttede, men Taliban var økonomisk afhængig af al-Qaida, og Osama bin Laden og Talibans leder, Mullah Omar, var nære venner. Taliban og al-Qaida havde en fælles ideologi, som gjorde dem til allierede.

 

Osama bin Laden, opholdt sig i Afghanistan, og USA angreb landet, da Taliban nægtede at udlevere terrorlederen.

 

Som USA’s allierede deltager Danmark i krigen fra januar 2002.

 

Først I februar 2020 indgik USA's regering en fredsaftale med Taliban. Den indebar blandt andet, at alle Nato-soldater skal have forladt Afghanistan inden 14 måneder.

 

Den afghanske regering og modstandere af Taliban håber, at Taliban bliver et politisk parti, som kan stille op til valg. Og så er håbet, at de ikke får særlig stor støtte.

 

Nu er fredsforhandlinger i gang mellem Taliban og den afghanske regering.

 

Kilde: Nationalmuseet I København, Videnskab.dk og DR

Det er i dag. Alt i ham sitrer. Han møder op alene ved start med en kassevogn fyldt med cykler.

En afdød krigsherre skal fejres med et optog. Derfor er meget af deres rute lukket. De skulle have cyklet 70 kilometer, men halvdelen af ruten er afspærret. Politiet beder ham flytte vognen.

- Der er aldrig noget i Afghanistan, der går fra a til b, pointerer Ahmad Walid Rashidi.
Dagen inden løbet.

Han mærker vreden boble frem og sive helt ud i fingerspidserne, der flabet tager fat i rattet og kører over på den anden side af vejen. Nøjagtigt så det er lovligt. Han udfordrer politiet som et barn i skammekrogen.

Hans jyske stædighed forlanger, at løbet bliver en realitet.

Det er først, da han ser de første deltagere, at vreden forsvinder.

- Jeg bliver helt høj, fortæller Ahmad Walid Rashidi.
Ahmad Walid Rashidi cykler helt til højre sammen med flere af børnene.
Ahmad Walid Rashidi cykler helt til højre sammen med flere af børnene. Foto: Privat
muted

16. oktober: Nu kører det

Kolde fingerspidser spænder cykelhjelmen, mens et mundbind dækker for dampen fra ånden på en kølig morgen.

Flere af de unge deltagere står med hænderne i lommerne og skutter sig for at få varmen. På alle deres maver står der Peace on Wheels.

document
Peace on Wheels 1.73 MB

Solen har knapt rejst sig, da 45 unge kvinder og mænd træder tungt i pedalerne, og hjulene ruller afsted i håbet om mere fred i Afghanistan.

En ung dreng på fem år tager fat i Ahmad Walid Rashidi. Han beder om at cykle med, men Ahmad Walid Rashidi klør sig i håret, han ved godt, at det bliver en lang og til tider uhyggelig tur med meget trafik og vrede tilskuere. Det skræmmer ikke den unge dreng.

Ahmad Walid Rashidi og en del af cykelholdet.
Ahmad Walid Rashidi og en del af cykelholdet. Foto: Privat
- Det er nemmere for mig at cykle Afghanistan frem til fred end at diskutere os frem til fred, siger den femårige dreng til Ahmad Walid Rashidi.

Den kommentar løfter hele gruppen op, og den lille gut tager plads bag på en cykel. Ifølge Ahmad Walid Rashidi bliver der ikke lyttet til de unge, når de prøver at råbe op, men på den her måde kan de endelig komme til orde.

Klokken 5.30 triller holdet afsted fra Polytechnic Universitet i Kabul.

Ahmad Walid Rashidi cykler i shorts, så det er tydeligt at se protesen. Soldater, der står langs ruten, giver thumps up til Ahmad. Flere af dem har selv proteser og ar fra krigen. 

Ifølge Ahmad Walid Rashidi er det første skridt til fred, fordi de har noget til fælles, og fra et fælles grundlag skal de bygge Afghanistan op igen.

muted

16. oktober:

quote
Du skal tro på dig selv.
Ahmad Walid Rashidi

En otteårig dreng beundrer optoget med krigsherren.

- Den ene krigsherre er bedre end den anden, påpeger drengen til Ahmad Walid Rashidi.
- De er lige dumme, svarer Ahmad Walid Rashidi.

De kigger på hinanden. Det ligner, at alt er krakeleret i drengens verden.

- Hvem skal jeg så tro på?, spørger drengen.

Og det er netop det, Ahmad Walid Rashidi gerne vil lære de unge med cykelløbet, og derfor kommer ordene nemt.

- Du skal tro på dig selv.

Ahmad Walid Rashidi ved godt, at cykelløbet ikke skaber fred i sig selv, men det giver håb til de unge, mod til selv at kæmpe videre og troen på sig selv.

- Jeg plantede noget i den lille dreng, som er spændende at se, hvad det er blevet til om 10 år, fortæller han.
Ruten startede ved Polytechnic Universitet, Karte Mamooring Square, efter 35 kilometer endte ruten ved Dar ul Aman Palace.

Soldaterne er ikke de eneste, der står langs ruten. Flere ældre mænd kaster spydige kommentarer og vulgære udtalelser efter kvinderne. De mener ikke, at kvinder skal cykle, fordi de ifølge dem mister deres mødom ved at cykle.

- Jeg er målløs over kvindernes råhed. De lader som om, intet påvirker dem, og intet, mændene siger, kan stoppe dem, fortæller Ahmad Walid Rashidi.

Efter 35 kilometer når de i mål. Ahmad Walid Rashidi er stolt.

De slår støttebenene ned og begynder at klappe. Det smitter. Alle står og klapper. Den første kommentar bryder applausen.

- Hvornår gør vi det igen? spørger en af de unge drenge.

Ifølge Ahmad Walid Rashidi er det en pause fra krigen for børnene. Det er en dør indtil Narnia, hvor de ikke skal bekymre sig om vejsidebomber, men blot træde i pedalerne. Sådan som Ahmad Walid Rashidi mener, barndommen skal være. 

Ahmad Walid Rashidi efter løbet
muted

Hvordan er man millionær?

Ahmad Walid Rashidi er nu tilbage på sit studie i Danmark. Men han drømmer stadig om et liv, hvor ingen børn oplever det, han har oplevet. Han har set, hvad krig stjæler fra børns verden.

Krigen stjal Ahmad Walid Rashidis ben, hans far og storebror – og barndommens trygge vugge. Han har vendt vreden og valgt at bruge den konstruktivt.

Hans mor siger altid til ham.

Hvis du brugte lige så lang tid på en virksomhed, ville du være millionær. Men lige nu føler jeg mig mere som en millionær, end Lars Seier er.
Ahmad Walid Rashidi.



Af Line Schou Jensen
Udgivet: Oktober 2020