Den er god nok: Badesæsonen begynder i dag

TrygFonden Kystlivredning åbner fredag 35 livreddertårne i hele landet, blandt andet på Grenaa Sydstrand, Den Permanente i Aarhus og Saksild Strand

Foto: TrygFonden

Selvom man skal kigge langt efter solen og de varme vinde fra syd, så er det i dag badesæsonen begynder.

TrygFondens Kystlivreddere er trukket i deres gule og røde dragter og rykket ind i livreddertårne i hele landet.

I Østjylland er de på Grenaa Sydstrand, Den Permanente i Aarhus, Moesgård Strand og Saksild Strand.

På land og vand

Livredderne er trænede til at klare alt fra alvorlige redningsaktioner til at oplyse badegæsterne om strøm, revlehuller og andre forhold, som det er godt at kende til, før man går i vandet. 

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Læs også Østjysk optagelsesprøve: Hård kamp om at blive livredder

Hvert år opstår der farlige situationer, hvor livredderne må i aktion. Sidste år gennemførte livredderne knap 50.000 indsatser, hvoraf de 16 vurderes til at involvere personer i livsfare.

- Vejret spiller naturligvis en rolle for travlheden på strandene, og ofte bruger livredderne tiden imellem de rigtig gode badedage til at træne deres færdigheder og snakke med folk på stranden. Den forebyggende snak er en lige så vigtig del af jobbet, som at træde til når der opstår alvorlige situationer i vandet, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

Livredderne råder eksempelvis folk til at lade badedyr blive på land i fralandsvind, eller de kontakter badende, der er for langt fra kysten, og beder dem komme tætte på land. Der er også mindre førstehjælpsindsatser, hvis badegæsterne bliver brændt af en brandmand eller skærer sig på en sten.

På strandene med livreddere fra TrygFonden Kystlivredning er området, hvor livredderne holder særligt øje, markeret med to rød-gule flag i strandkanten.  

De 5 baderåd

TrygFonden har sammen med Dansk Svømmeunion udviklet fem enkle baderåd, der indeholder de vigtigste ting, du skal være opmærksom på, når du færdes på stranden.

1. Lær at svømme 
Når du kan svømme, kan du redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige. 

2. Gå aldrig alene i vandet 
Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov. 

3. Læs vinden og vandet 
Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning. 

4. Lær stranden at kende 
En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl, så der hurtigt bliver dybt? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte. 

5. Slip ikke børnene af syne 
Hold dig tæt ved badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.